DER FINDES UTROLIGT MANGE KEDELIGE PARCELHUSUDSTYKNINGER I DANMARK – OG I RESTEN AF VERDEN FOR DEN SAGS SKYLD…
Men inden man sætter sig ned og tuder opgivende, kan der heldigvis også fremvises eksempler på det modsatte. Huset ovenfor er tegnet af arkitekterne Jørgen Bo & Vilhelm Wohlert i 1961 og udgør ét af syv huse i bebyggelsen Piniehøj ved Rungsted kyst – alle med samme arkitektoniske udtryk. Et udtryk der på radikal vis opløser den enkelte boligs arkitektur og lader bygningselementerne flyde sammen, både med hinanden men også med landskabet. Et fantastisk godt bud på en vellykket parcelhusbebyggelse – efter min mening 😀
Jeg har lavet en 3d model af hele bebyggelsen, som den så ud oprindeligt. Her får man en god fornemmelse af, hvordan de hvide mure danner rumlige afgrænsninger, og hvordan det flade tag ligger som en beskyttende skive ovenpå. De hvide mure skyder sig ud i landskabet og danner dermed både bolig- og haverum. (Hvis man vil se hvordan Piniehøj bebyggelsen ser ud i dag, kan man selvfølgelig besøge bebyggelsen eller kigger nærmere på den på Google Streetviev nedenfor).
Arkitekterne Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert hører til det, der kan betegnes guldalderarkitekterne i dansk modernisme. De markerede sig med flere flotte og nytænkende bygningsværker gennem 1960’erne. Inspirationen kom fra bl.a. USAs vestkyst, hvor Wohlert i en periode underviste på University of Califonia, Berkley. Men der var også klart inspiration fra japansk arkitektur og ikke mindst Utzons eget hus i Hellebæk fra 1952. Alle kilder som var typiske for perioden, hvilket man kan læse mere om i Michael Sheridans bog Mesterværker.
Hvis man har besøgt kunstmuseet Louisiana, kender man allerede Bo og Wohlerts arkitektur. Det er de flade tage, store vinduespartier og lange hvide mure organisk flettet ind i landskabet, der karakteriserer deres arkitektur. Der er noget afslappet, demokratisk og humanistisk i arkitekturen. Noget næsten hjemligt hyggeligt…. Knud W. Jensen, der var bygherrer på Louisiana, skulle da også have efterlyst en arkitektur med en atmosfære… som om man er hjemme hos sin gamle onkel. 😀
Huset på Piniehøj 6, har som man nok aner en del ligheder med arkitekturen på Louisiana. Der er da også kun cirka 3 år mellem de to bygningers realisering. Første del af Louisiana stod færdig i 1958 og Piniehøj 6 i 1961.
Den ene halvdel af duoen, Vilhelm Wohlert, tegnede i 1957 et fantastisk anneks til Niels Bohrs sommerhus. I anneksets simple arkitektur, genfinder man noget af det arkitektoniske grundlag for husene på Piniehøj. Se annekset HER
Man lægger mærke til den skarpe geometri. Både i husets ydre og indre arkitektur. Pejsen, der også i dette hus udgør et anker- eller tyngdepunkt, er udformet som en abstrakt gruppe af rektangulære kasser. Alt i tråd med den stærke forenkling der kendetegner Wohlert og Bo’s arkitektur. Og så er der selvfølgelig de lange kig ud i det grønne – langs de hvide mure, gennem huset.
Husets hvide mure danner husets private rum, men fortsætter ud i landskabet og danner her havens private grønne rum, afgrænset fra naboerne. Det var en af tankerne bag bebyggelsesplanen, der ikke oprindeligt var tænkt med matrikulære markeringer af den enkelte grund – altså hække, plankeværk o. lign. På den måde er hus og bebyggelse nærmest symbiotiske…
Se man på husets planer og facader, er det klart de lange linjer, der går igen. I planen er det de to store hovedmure, der gennemskærer huset øst/vest og nord/syd, uden dog at krydse eller tangere hinanden. Det er en dynamisk moderne og ikke mindst åben plan, der afspejler det moderne livs mere afslappede forhold til boligens anvendelse. Planen er klart et moderne opgør med det traditionelle hus, hvor de tykke mure typisk udgør den ydre bærende og isolerende skal. Her hænger den lette glasfacade nærmest som et gardin udenpå. Og i facaderne er det, den flade taglinje, de lange mure og vinduernes repetitive mønster, der træder frem og understreger både husets og bebyggelsens karakteristiske vandrette linjer….
Huset VAR til salg hos Adam Schnack, Ejendomsmægler
Alle foto i indlægget er fra ovennævnte ejendomsmægler og taget af fotograf: Lars Gundesen – Tak for lån 😀
Se husets placering og bebyggelsen Pinihøj på Google Maps: