“Den enkle, primitive tilværelse på landet, ture på fjeldet med ski eller bøsse, sejlture, nogle uger sammen med arabere i bjergene og ørkenen, en tur i Nord Amerika og Mexico, indianernes levevis – alt det har dannet grundlag for den tilværelsesform, min kone og jeg ønsker at føre, og dermed for husets udformning”.

Citatet stammer fra Michael Sheridans flotte bog om mesterværker i dansk arkitekturs guldalder i 1950erne og 60erne. Citatet kan jo på mange måder anvendes som en nøgle til at forstå det hus, der nu står og har stået de sidste 75 år i en skovlysning på Sveasvej 21 i Hellebæk nord for København.

Det er et hus, der på én gang rummer en personlig erfaret historie og nogle klare referencer til en arkitekturhistorie, der samtidig gøres op med. I dag kan det være svært at få øje på husets radikalitet, men man skal huske på, at det kom til verden i årene efter 2. verdenskrig og stod færdigt i 1952 som det første i rækken af radikalt nytænkte moderne énfamiliehuse i Danmark.

Radikaliteten var primært en opløsning af de lukkede bygningsvoluminer som kendetegnede det traditionelle boligbyggeri – og den tidlige modernisme, der allerede var kommet til Danmark før 2. verdens krig. Man kan jo kaste et blik på f.eks. Mogens Lassens villaer, hvoraf jeg har beskrevet et par stykker her på bloggen. De var også radikale i 1920erne og 30’erne, men der skete noget nyt i årene efter krigen.

Inspirationen til dette nye kom fra bl.a. Utzons rejse til USA. Her mødte han de store faglige koryfæer Mies van der Rohe og Frank Lloyd Wright. I huset i Hellebæk genfinder man en kærlighed til den såkaldte åbne plan. Altså den planløsning hvor husets rum ikke adskilles skarpt af vægge, og hvor bevægelsen rundt i huset ikke foregår gennem smalle døråbninger, men i et frit flow. Man finder også ildstedet placeret mellem køkken og stue som et centralt omdrejningspunkt for husets hverdagsliv. Dette var et karakteristisk grundelement i Frank Lloyd Wrights arkitektur.

Man genfinder mange af disse træk i det arkitekttegnede énfamiliehus i årene efter opførelsen af Utzons hus i Hellebæk. Kast bare et blik på Bertel Udsens mange huse eller Aarhus arkitekterne Friis og Moltke. Deres huse har mange klare referencer til huset her i indlægget.

Husets struktur

Huset, som det står nu, er faktisk opført ad to omgange. Den første del af huset blev opført i 1952 som et mindre hus på cirka 100m2. Jørn Utzon var på dette tidspunkt ansat som udstillingsarkitekt i Forum, og økonomien rakte for den unge familie ikke til mere. Nu skal man selvfølgelig også huske, at datidens huse generelt ikke var så store som i dag, hvor vi i Danmark har det største kvadratmeter forbrug til bolig pr person i EU.

Planen ovenfor viser første del af huset opført i 1952. Man kan se, hvordan huset vender ryggen mod nordøst og åbner op mod sydvest. Ryggen udgøres af en lang muret væg i gule tegl, der bogstavelig talt lukker huset fuldstændig af mod nordøst og den offentlige ankomst til huset. Væggen udgør på den måde både en fysisk og mental beskyttelse af det private liv i huset.

På fotoet nedenfor ser man den lange karakteristiske teglvæg under opmuring. Den ligger som et vatterpas i det let kuperede terræn.

Væggen eller ryggen i huset skabte også et karakteristisk interiør, hvor man kunne trække sig dybt ind i huset og sidde med ryggen mod… (hus-)ryggen. Og herfra kunne man så trygt skue ud mod det omgivende landskab.

Et andet karakteristisk element i husets arkitektur, som Jørn Utzon formentlig har ladet sig inspirere til under sin rejse til Mexico, er de plateauer huset står på. Huset står ikke direkte med sokkel ned i den danske muld, men let hævet på flader i gul tegl, der terrasserer, så der skabes en umærkelig overgang mellem gulvfladerne inde i huset og de overdækkede arealer udenfor.

Husets struktur – 2

I 1957 vandt Jørn Utzon arkitektkonkurrencen om udformningen af et nyt operahus på havnefronten i Sydney. Dette ændrede ikke blot hans karriere som arkitekt, men gav også pludselig nye muligheder for at udvide huset i Hellebæk, så der blev plads til det familieliv, der var behov for med tre børn.

Huset blev udvidet mod nordøst på en måde, der skabte nye interessante rum og forbindelser mellem det eksisterende og det nye hus. Eksempelvis et atrium der ligner et tidligt forvarsel om flere af Utzons senere huse bl.a. Romerhusene. Husets kompleksitet er klart blevet større med udvidelsen, men det er rigdommen af rumlige oplevelser til gengæld også. 😀

På billedet nedenfor kigger man ind langs den tidligerenævnte ryg, der udgjorde og stadig udgør den fysiske ryg i det oprindelige huset. Nu afsluttes kigget i en privat atriumgård. Det er iøvrigt også her man ankommer til huset. Bemærk de smukke gitre, der blødgør oplevelsen af overgangen mellem det private og offentlige rum.

Zoomer man liiiidt ud, får man det overblik, der stadig den dag i dag giver et indtryk af, hvad det var Jørn og Lis Utzon faldt for i Hellebæk. En smuk lysning i den Nordsjællandske skov. Et billede der nærmest ligner en arketype for det sted, mennesket vil bo. Der er noget intuitivt, næsten biologisk dragende ved et sted som her.

Jeg har i tidligere indlæg henvist til den franske oplysningstid og Abbed Laugiers primitive urhytte som arkitekturens ophav. Jørn Utzons hus synes at vokse ud af de samme grundliggende fornemmelse for den menneskelige bolig som en primitiv urhytte.

Huset som pragmatisk laboratoriun

Jeg kan ikke lade være med afslutningsvis at komme omkring Jørn Utzons måde at arbejde som arkitekt. Det pragmatiske eksperiment som arbejdsmetode har været en tilgang, der fortæller om en arkitekt med ‘hænderne i materien’. Jeg kan opfordre til, at man lytter til podkasten nedenfor, hvor Jørn Utzons søn arkitekt Jan Utzon fortæller levende om faderens mange kreative løsninger på udfordringer i forbindelse med opførelsen af Sveasvej 21 i Hellebæk.

Eksempelvis udviklede Jørn Utzon selv ovenlyskuplen i akryl. Ikke ved at tegne den og så overlade resten til ingeniører og producenter. Men ved at bygge en kraftig træramme. Medbringe denne og et stykke klart akryl til den lokal bager efter lukketid, hvor de så placerede rammen med akrylen oven på i den varme bageovn. Efter nogen tid blev akrylen blød og sank i en naturlig bue mod bunden af rammen. Utzon tog den ‘bulede’ akryl ud af ovnen. Lod den køle af og vendte den rundt, så han nu havde en akrylkuppel, der kunne monteres over husets badeværelse…. genialt 😀

Inspiration og viden

Hvis man selv vil dykke ned i Jørn Utzons arkitektur, er det jo oplagt at besøge Utzon Centret i Aalborg, eller læse en eller flere af de bøger, der er skrevet om arkitektens arbejde. Er man særligt interesseret i huset her i indlægget, kan man som skrevet også lytte til denne podcast fra Drømmevillaen, der har besøgt Jørn Utzons søn Jan Utzon, der fortæller levende om husets tilblivelse og livet i det. Lyt med HER.

Se huset på Google Maps