ARKITEKT-TVILLINGERNE IB OG JØRGEN RASMUSSEN VAR STÆRKT INSPIRERET AF JAPANSK ARKITEKTUR. EN INSPIRATIONSKILDE DE DELTE MED MANGE ANDRE ARKITEKTER I 1960ERNE. ALLIGEVEL ER MAN ALDRIG I TVIVL, NÅR MAN MØDER DERES SÆRLIGE FORTOLKNING….
Jeg har tidligere vist nogle fine huse tegnet af tvillingerne Ib og Jørgen Rasmussen her på bloggen. Men deres huse er så fine, at jeg hver gang jeg støder på et af deres huse, der udbydes til salg, simpelthen bliver nødt til at vise det….. 😀
Huset i dette indlæg er opført i 1970 og ligger på en stor skrånende grund på adressen Nybrovej 232 i Kogens Lyngby. Som man kan se på billederne er der på grunden en lille sø og høje træer. Det er svært at tro at man faktisk befinder sig i en by…
Inspirationen
Ib og Jørgen Rasmussens huse var ofte kendetegnede ved gennemgående og gennembearbejdede smukke trækonstruktioner kombineret med teglvægge og – tage. Deres huse var opbygget i moduler som japanske stolpehuse og danske bindingsværkshuse. En arkitektur man også finde hos andre af samtidens markante arkitekter som Erik Christian Sørensen og Friis og Moltke. Disse foretrak dog det flade tag modsat brødrene Rasmussen, hvis huse havde tegltage med lav hældning – akkurat som de traditionelle japanske huse…..
Huset ovenfor er den japanske arkitekt Kenzo Tanges eget hus fra 1953. Man aner klart ligheder med brødrene Rasmussens hus på Nybrovej 232. Jeg kunne sagtens forestille mig, at dette hus ikke var ukendt for brødrene Rasmussen….. Jeg synes klart, at man kan genfinde det næsten svævende lette facadeudtryk båret af modulære trækonstruktioner. Huset skærmes mod nedbør af det karakteristiske tag med stort udhæng.
Huset
Huset på Nybrovej 232 i Kogens Lyngby står smukt og næsten nyt i sit udtryk. Det skyldes at huset i de seneste par år har gennemgået en nænsom renovering. Huset er klassificeret med en bevaringsværdi på 3 i Slots- og Kulturstyrelsens SAVE system, hvilket vil sige at brødrende Rasmussens hus er blandt de huse… som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler inden for deres slags. (Læs mere HER om SAVE vurderinger)
Man ankommer til huset gennem et mindre gårdrum. Et arkitektonisk træk, der har japanske aner og ligeledes er brugt i en anden af deres villaer som man kan læse om HER. Det lave tagudhæng og den markante, murede skorsten giver huset tyngde, mens husets trækonstruktion og store vinduesflader åbner op og giver lethed og transparens.
Bemærk iøvrigt, hvordan man ankommer en fin træflade og træder tre trin op inden man bevæger sig ind i selve huset. Det er en smuk koreograferet ankomst…
Som man kan se på situationsplanen ovenfor, falder terrænet næsten 9 meter fra højeste punkt mod syd, ved indkørslen – til laveste i bunden af haven mod nord. Terrænet falder cirka 5 meter lige omkring huset. Dette udnyttes i arkitekturen ved at lade huset have to niveauer: Ét i niveau med ankomsten og ét i niveau med den lavereliggende have. Bevægelsen fra ankomst til have foregår ned gennem huset, men med fuld visuel kontakt til haven allerede når man træder ind i huset. Husets private rum/soveværelser ligger i haveniveauet med direkte adgang til denne….
På husets øverste niveau finder man en balkon, der er delvist overdækket. Balkonen var oprindeligt udformet ved et værn bestående af tre vandrette brede planker. Disse er i dag udskiftet med glas.
Interiør
Husets interiør er højloftet, lyst og præget af den gennemgående brug af træ (mahogni). Et karakteristisk Ib og Jørgen Rasmussen greb er den todelte kip. Normalt sidder der én bærende bjælke i kippen, men de to brødre har her, og i andre ad deres huse, delt kipbjælken i to. Det skaber et helt særligt arkitektonisk motiv der understreger husets længderetning. Bjælkerne afsluttes i de modstående gavle i næsten identiske, store vinduesparti, der så at sige spejler sig i hinanden….
Husets offentlige over- og ankomstniveau indeholder primært køkken og stue i ét stort rum. Man er ikke i tvivl om, at husets brug nøje er indtænkt i arkitekturen. Og det er netop styrken ved mange arkitekttegnede huse: De behøver ikke at være store og prangende for at fungere og imponere…. Huset her er på 183m2, hvilket ikke kan betegnes som et ekstraordinært stort hus i dag…. og alligevel virker det på mig stort, velfungerende og rumligt 😀
Tegninger
Tegningerne ovenfor er de originale; og som man måske kan se, er der i forbindelse med den nylige renovering ændret en smule på facader og indretning. Eksempelvis er køkken og spisekrog i dag slået sammen til ét stort rum. Det giver rigtig god mening, at man ikke skal stå og ‘gemme sig’ i køkkenet, men have glæde af den smukke udsigt mens man laver mad…..
Vinduespartierne mod nord i underetagen er, ligeledes i forbindelse med renoveringen, gjort større og tilført trappetrin, så man kan træde ud og opholde sig på tærsklen mellem hus og have.
I forbindelse med renoveringen skulle Jørgen Rasmussen selv have været involveret i opgaven, hvilket må siges at være en overbevisende garanti for, at de arkitektoniske intentioner i huset forsat er intakte.
Huset er til salg hos Bjørn & Byskov Ejendomsmæglere
Alle foto i indlægget er fra ovennævnte mægler, hvis andet ikke fremgår – Tak for lån 😀
Se husets placering på Google maps
Både annex og carport står uændret som da vi fraflyttede huset efter 30 år i december 2019.
Bente og Preben Paludan