DET ER FASCINERENDE AT IAGTTAGE, HVORDAN ARKITEKTONISK INSPIRATION KAN BEVÆGE SIG FRA JAPAN TIL EN STILLE LANDSBY I NORDJYLLAND….
Bevægelsen er dog ikke sket ufiltreret. Den japanske inspiration er tilsat lidt skandinavisk modernisme og dansk byggetradition undervejs, så huset er blevet et arkitektonisk udsagn om dets egen tid og sted – Grindsted, 1971. Husets arkitekt hedder Henning Flyger, og han har haft fingeren på den arkitektoniske samtidspuls, da han tegnede huset her på Minervavej 13 i Grindsted lidt nord for Aalborg.
Huset består af en modulopdelt, let overetage i træ, der hviler på en tung beton- og teglstensunderetage, der skærer sig ind i det skrånende terræn. Den store trappe leder op til husets hovedindgang, der er placeret midt i et af husets fire moduler. Trappe og indgang er ikke symmetrisk placeret i husets facade som trappens mere eller mindre markante udtryk kunne antyde. I stedet underordner den sig husets konstruktive system og indretning. Dejlig modernistisk…
Husets sydvestvendte baghave ligger i niveau med overetagen, der her åbner helt op i en række store glaspartier. Skellet mellem husets indre og ydre opløses nærmest her – men fastholdes alligevel i kontrasten mellem husets stramme rektangulære geometri og havens grønne organiske former.
Jeg kan ikke lade være med lige at trække en japansk reference ind her. Det er arkitekt Kenzo Tanges eget hus fra 1953, Villa Seijo i Tokyo. Tange er et eksempel på en japansk arkitekt, der lod sig inspirere af vestens modernistiske arkitektur og søgte at integrere denne med den japanske arkitekturtradition. Resultatet var smukt…. og jeg mener sagtens, at man kan se lighederne mellem huset her på Minervavej og så Kenzo Tanges hus:
Nogle af de træk, der går igen i både den japanske boligarkitektur og huset her på Minervavej, er det store udhæng og opløsningen mellem ude og inde, samt de store skydedøre og svalegangen.
Og så er den udprægede brug af træmoduler i både konstruktion og rumadskillelse også en fundamental lighed. En lighed der ofte bliver påpeget, når talen falder på de modernistiske danske villaer fra 1950erne og -60erne, der både trækker på den danske bygningsarv fra bindingsværkshuset, men også på japansk arkitektur:
Vi finder proportioner, der er gennemdyrkede og sikre, og møder fagdelinger og bærende dele i træ og murværk, som gennem en minimalisering når en udtryksfylde, en fin enkelhed med forbillede i såvel dansk bindingsværk som i japansk træarkitektur. Det er huse, der er tænkt som bygninger, som konstruerede helheder i en stram logisk ordning af konstruktionens dele. (s. 34)
“Eget hus – Om danske arkitekters egne huse i 1950’erne“, fra Arkitektens forlag
Ser man på det nære uderum på Minervavej, har jeg leget lidt med at tydeliggøre hvilke kvaliteter, der kunne opdyrkes fra den japanske inspiration. Jeg har visualiseret en træterrasse på husets haveside. Her ligger nu firkantede betonsten; men jeg synes at det ligger i husets DNA, at der er en blød overgang mellem ude og inde, og at træflader bør præge de arealer, man træder umiddelbart ud på – akkurat som svalegangen på husets ankomstside.
Når jeg kalder indlægget for Japansk æske, er det selvfølgelig for at understrege særligt husets overetage, som unægtelig er en rigtig fin trææske. Både udvendig og indvendig. Som man kan se af billederne nedenfor er overetagens træinteriør let og luftigt. Der er højloftet og ydervæggene er stort set friholdte fra loftet, hvilket nærmest får loftet til at svæve – og lyset til at vælte ind.
Jeg kan ikke lade være med også at fremhæve det hvide køkken, der ligger som en ø i husets midte. Det er dejlig futuristisk i sit udtryk…. Bemærk i øvrigt de røde skydedøre, der kan forsvinde ind i væggen og lade rummen glide sammen. Et japansk fænomen der efterhånden er fuldstændigt optaget i vores almindelige boligarkitektur.
Selvom huset på Minervavej har en klar japansk inspiration, er der dog også et par træk, der er særlige for den danske modernisme i 1960erne – nemlig det flade tag og den store murede pejs. Træk man finder i næsten alle de modernistiske huse, jeg har skrevet om fra perioden. Se f.eks. Moderne Bindingsværk og Gunnløgsson. Bemærk i øvrigt hvordan det store glasparti næsten giver oplevelsen af at sidde ude i haven.
Jeg har fundet arkitekt Henning Flygers smukke tegninger af huset, og her er stringensen meget tydelig. Jeg synes også, at det er tydeligt at over- og underetage nærmest er to forskellige bygninger. Ikke fordi underetagen (det er efter min mening ikke en kælder, når man kan gå direkte ud i niveau med omgivelserne) er dårlig. Tværtimod. Men det er som om, at der er en logik i at underetagen er skubbet ind i terrænet og dermed er en indadvendt hule, mens overetagen er en let, luftig og transparent pavillon, der åbner sig mod haven.
Plantegningerne ovenfor viser også tydeligt forskellen mellem de to etager. Flyger har heldigvis stiplet overetagens afgrænsning ind på underetageplanen, så man let kan se sammenhængen – ellers giver trappen også et godt pejlepunkt.
Huset er på i alt 260 kvadratmeter fordelt på de to etager. Grunden er på 972m2 og ligger i udkanten af Grindsted lige op til et mindre skovareal. Husets baghave er orienteret mod sydvest. Tak til arkitekt Henning Flyger for et smukt hus 😀
Huset er SOLGT – var til salg hos Mæglerhuset
Alle foto i indlægget er fra ovennævnte mægler, hvis andet ikke fremgår – tak for lån 😀
Se husets placering på Google Maps:
