Moderne bindingsværk

Moderne bindingsværk

Moderne bindingsværk 1024 532 Vildmedhuse.dk
Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa

BINDINGSVÆRK ER NOK IKKE DET FØRSTE ORD, DER FALD EN IND, NÅR MAN SER DETTE HUS….

Men teknisk set er det faktisk en moderne udgave af et bindingsværkshus, hvilket også fremgår af byggeansøgning og -tilladelse fra 1963. Huset, der stod færdigopført i 1965, er tegnet af arkitekt Jens Askov Jensen til hans egen familien og tegnestue. Der er selvfølgelig langt til det traditionelle billede af et bindingsværkshus med stråtag, sortmalet træværk og hvide tavl, når man umiddelbart sammenligner, men faktisk har længehuset her på Jægervang 32 i Birkerød, det samme modulære træskelet som er karakteristisk for et bindingsværkshus.

bindingsværk, ståtag
Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa

At der skulle findes en arkitektonisk evolutionær sammenhæng mellem det danske bindingsværkshus og 1950’erne og 60’ernes modernistiske huse bekræftes bl.a. af arkitekt Erik Christian Sørensen, der kaldte sit eget hus for… en radikal fortolkning af det danske bindingsværkshus.

Samme sammenhæng findes også beskrevet i bogen: Eget hus – Om danske arkitekters egne huse i 1950’erne fra Arkitektens forlag. Her står om husene:

Vi finder proportioner, der er gennemdyrkede og sikre, og møder fagdelinger og bærende dele i træ og murværk, som gennem en minimalisering når en udtryksfylde, en fin enkelhed med forbillede i såvel dansk bindingsværk som i japansk træarkitektur. Det er huse, der er tænkt som bygninger, som konstruerede helheder i en stram logisk ordning af konstruktionens dele. (s. 34)

Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa, lys stue med store vinduer
Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa, stort vinduesparti

De to foto ovenfor giver en god fornemmelse af den omtalte stramme logiske orden, som konstruktionen skaber. Det er en fast tydelig takt, der løber hele vejen gennem huset i dets længderetning – både i eksteriøret og interiøret. Man kan på plantegningen nedenfor se, at huset er en længe opdelt i 28 fag. 30 hvis man tæller udhænget i gavlene med. Modulet mellem fagene er 975 mm. Som man også kan se på planen indpasses alle vægge, skabe og pejsen i fagopdelingen. Det er lige så stramt som en klassicistisk villafacade….. 😀 Dejligt når arkitekturens verden kan bindes sammen i logisk orden.

arkitekttegnet hus, arkitekttegnet plan, 60er villa
Plantegning af det oprindelige hus, uden tilbygning. 1963. Byggesagsarkivet Rudersdal Kommune

Der er tale om et smalt langt hus, der måler 4,5 m i bredden og 27,40 m i længden. Husets lange bygningskrop ligger nord / syd orienteret, så vestsolen om eftermiddagen og aftenen kan falde ind gennem de store vinduespartier og nå tværs gennem huset. På husets østside danner en læmur mod naboen et lille aflangt gårdrum, hvor der oprindeligt var carport. Carporten blev i 1967 erstattet med en tilbygning, der husede Askovs tegnestue en periode.

Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa
Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa

Lige så minimal og stram husets arkitektur er, ligeså rig og fyldig er arkitekturens referencer. Jeg kunne pege på indflydelsen fra Vilhelm Wohlerts anneks til Niels Bohrs sommerhus fra 1957. Kunstmuseet Lousiana og Case-Study husene i Californien; samt Japanismen som generel inspiration – og mange flere.

Huset er for mig ret enestående og vellykket; og det kommer ikke bag på mig, at huset, da det var nyopført, blev præmieret af Birkerød Kommune og at tegningerne blev udstillet på Charlottenborg. Huset var også et studietursmål for både danske og internationale arkitektstuderende i de første år.

Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa
Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa

I huset dannes de få rum, der er primært med lette skillevægge. Pejsen er undtagelsen. Alle vægge er placeret midt i bygningen, så siderne holdes frie og åbne for passage og gennemkig. Det skaber oplevelsen af ét stort og luftigt interiør. En oplevelse der også forstærkes af de store gennemgående glaspartier mod haven. Et motiv der også er karakteristisk for de modernistiske lette huse fra 1950’er og 60’erne. Spisestuen her ovenfor var oprindeligt Askovs tegnestue. Det ‘sidste’ og mest nordlige rum i huset bag pejsen…. Rigtig hyggeligt. 😀 Pejsestuen ses nedenfor.

Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa med pejsestue

I husets sydlige del finde man to børneværelser og et køkken, der i sit design kan få selv den mest hardcore minimalist til at springe et åndedrag over…. Køkkenet er som skillevægge, skabe og pejs et møbel, der ikke ‘klistrer’ sig til ydervæggen, men står i rummet og holder passagen langs facaden fri og åben.

Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa minimalistisk køkken

Nedenfor et tværsnit gennem huset. Til venstre er det gennem stuen og til højre gennem køkkenet. Her får man et ret klart indblik i hvor enkelt huset er konstrueret. Specielt når man sammenholder det med planen ovenfor og facaderne nedenunder (vestfacaden øverst og østfacaden nederst).

arkitekttegnet hus, snittegning

Snittegninger, 1963. Byggesagsarkivet Rudersdal Kommune
60er arkitektur, facadetegning, Jens Askov, arkitekttegnet hus

Facadetegninger, 1963. Byggesagsarkivet Rudersdal Kommune

Jens Askov indrettede som nævnt ovenfor egen tegnestue i huset. Først bag pejsestuen og senere i 1967 i en tilbygning på husets østside. Her blev pladsen også for trang og Askov etablerede herefter tegnestue på hovedgaden i Birkerød. Tilbygningen fungerede herefter, ifølge Askovs søn, som et altmulig-rum, med plads til bøger, kunst og kreativ udfoldelse. Sådan et rum burde alle boliger have….

Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa

Konsekvensen hvormed husets arkitektur er udtænkt og realiseret genfindes også i husets uderum, der er lige så minimalistiske og enkle som huset. Mod øst et grusbelagt gårdrum og mod vest en græsplæne, der mod den bagvedliggende skov afgrænses af en række forskudte skarpt formede hække, der danner en diffus overgang fra husets private rum til det offentlige grønne rum.

Arkitekt Jens Askov, arkitektens eget hus, 60er hus, 60er arkitektur, fladt tag, modernistisk villa

Jeg kan ikke lade være med at begejstres over dette hus. Det er konksekvent minimalistisk og imponerende uden at være prangende og pompøst. Netop det der kendetegner guldalderen i dansk arkitektur fra 1950erne og 60erne. Og så er det da sjovt, at Askovs første tegnestueansættelse var hos Arne Jacobsen….

Planskitse af husets 165m2. Hertil kommer kælder på 78m2. Huset ligger på en grund på 1.018m2. Jeg har tegnet vinduespartierne med en enkelt streg så man få et indtryk af husets lethed.

Huset er SOLGT – var til salg hos ESTATE BIRKERØD

Alle foto i indlægget er fra ovennævnte mægler, hvis andet ikke er nævnt.
Fotograf: Jason Vosper

Se husets placering på Google Maps:

Del gerne...