UDTRYKKET LESS IS A BORE ER EMBLEMATISK FOR DEN POSTMODERNE ARKITEKTUR – OG SELVFØLGELIG EN PROVOKATION AF MODERNISMENS MANTRA – LESS IS MORE.
Det var den amerikanske arkitekt Robert Venturi, der i 1960erne var en af de arkitekter, der søgte et opgør med modernismens kliniske hvide rationalisme. Opgøret i arkitekturens verden var på linje med det opgør, der også sås andre steder i den akademiske og kunstneriske verden – og i det omkringliggende samfund. Det var ønsket om, at træde ud af den modernistiske epoke ind i en ny efter-modernistisk periode – postmodernismen.
Opgørets substans og kraft var ikke til at tage fejl af, og en ny arkitektur bredte sig ud i verden fra 1960’erne og frem. Det var en farverig arkitektur, der modsat modernismen ikke holdt sig til et puritansk formsprog baseret på en forestilling om at kunne omsætte menneskets funktionelle biologi til ren form. I stedet blev arkitekturen set som et sprog, der kunne skabes nye fortællinger med. Former, farver og mønstre blev stablet, overlejret, spejlet, gentaget, komponeret osv. Et godt eksempel er Poul Gernes farvesætning af Palads Biograf i København fra 1988. Bemærk Arne Jacobsens SAS hotel i baggrunden – Less is more til Less is a bore ?
I Danmark begyndte man at se postmoderne arkitektur i 1970’erne og særligt i 1980’erne, som i eksemplet ovenfor. Huset i dette indlæg er fra 1989 og tegnet af arkitekt Adser Schack – til sig selv. Det ligge i det smukke Falsled på sydfyn. Her er det ikke den vilde farvepalette, der har været omdrejningspunktet, men derimod den vilde formpalette… 😀
Det pudsede og sortmalede hus er, som de fleste nok bemærker, umiddelbart anderledes end et traditionelt længehus med saddeltag, som jo på mange måder er normen for, hvad et hus er. Men det er også anderledes end en hvid kasse uden tag, som jo er normen for, hvad et modernistisk hus er… 😀
Hvis man skal forstå et postmoderne hus, handler det om at se den kompleksitet, der ofte er skabt med genkendelige grundelementer. Huset på Granvej 2 består basalt set af to kvadrater, der er drejet 45 grader inden i hinanden. Dette skaber, som man kan se på modellen ovenfor, hurtigt en kompleks figur ud af to enkelte grundformer (der jo godt kunne være modernistiske villaer…) Og det er på mange måder essensen af postmoderne arkitektur – at ‘lege med’ arkitekturens grundelementer; ikke for at skabe rationel klar geometri som modernisterne, men for at skabe komplekse legende, underholdende og inspirerende form- og rumoplevelser, der giver nye arkitektoniske fortællinger.
Husets geometri kan være vanskelig at få styr på alene ud fra billeder. Derfor har jeg lavet et forsøg på en pædagogisk formidling med denne lille animation, hvor huset roterer.
Husets stue udgør det store samlende rum midt i huset. Efter min mening finder man her et smukt og konsekvent eksempel på den postmoderne ambition. Det store rum er netop ikke rationelt og forudsigeligt. Det er komplekst og udfordrende. Der gemmer sig en skjult orden i rummets mange vinkler, skærende linjer og uklare overgange – tænker man. Og så er der jo selvfølgelig det enorme glasparti, der opløser væg og tag i én stor transparent flade – Less is a bore kan man næsten høre Venturi sige…
Det fine ved dette hus er også, at det er tilpasset den danske tradition for at humanisere udenlandske strømninger. Der er faktisk nogle gode rumkvaliteter med masser af lys. Den geometriske leg med komplekse former har ikke helt fået overtaget…Som man ellers så i nogle af de mere avantgardistiske postmoderne projekter.
Jeg er ret vild med brændeovnens integration i husets arkitektur. Det sorte, skarpe element, der med sin tyngde og form bliver en skulpturel parafrase over ildstedets traditionelle udformning og betydning som hjemmets centrale samlingspunkt. Der er lidt Ingvar Kronhammer stemning over dette element – min fortolkning. Men alligevel igen en påmindelse om de mange fortællinger der er i dette hjems arkitektur.
Skjult bag den store brændeovn gemmer sig en lille miniatureovn og en lille hyggekrog. Bemærk at rummene er i åben forbindelse med hinanden, og at husets plan faktisk er en åben plan som det hedder. Dvs. et minimum af aflukkede rum. Det er egentlig et træk fra modernismen, der her krølles ind i de mange forskudte linjer og former. (se planen nederst i indlægget).
I køkkenet findes det eneste synlige spær i huset…. og det er selvfølgelig fremhævet som et sort skulpturelt element. Der er leg, humor og selvironi i det ellers sort og umiddelbart alvorlige hus. 😀 Lige præcis den modsætning postmodernismen gerne ville være til modernismens hvid puritanske, rationelle arkitektur.
Den “manglende’ alvor finder man også i den frodige, bløde have, der omkranser det næsten krystallinske sorte hus. Her finder man desuden et større anlæg med atelier og garage i en mere traditionel arkitektur. Anlægget er placeret så det udgør ankomsten til ejendommen
Anlægget virker med sin smukke grønne bevoksning blødt og indbydende.
Den smukke Morgan skal selvfølgelig bo i det fine anlæg. Interiøret er fint som i huset, og man stiller sig selv spørgsmålet – hvad pokker laver den bil inde i huset… eller er det måske en garage …. eller er det? Ja det er jo egentlig det, der er en del af den postmoderne arkitekturs mission – altså at udfordre den rationelle vanetænkning, der knytter sig til modernismens enten/eller arkitektur. Hver funktion i sin kasse…. Ikke her!
Snittegningen her ovenfor kunne også umiddelbart godt være fra et traditionelt parcelhus med lav taghældning. Men man aner alligevel, at der inde i snittet sker temmelig meget…. Akkurat som i facaden:
Her er det husets facade mod vest. Kompleksiteten er til at få øje på…. 😀 Husets plan er nok det, der bedst afslører de to drejede kvadrater inden i hinanden. Arkitekten har desuden rykket lidt på en del af det ene kvadrat. Sikkert for lige at skubbe yderligere til kompleksiteten og give beskueren lidt at tænke over, hvis han/hun nu en dag mener at have luret husets arkitektoniske opbygning…. Her keder man sig ikke 😀
Huset er til salg hos Nybolig Faaborg a/s
Alle foto i indlægget er, hvis andet ikke er nævnt, fra ovennævnte mægler – tak for lån 😀
Se husets placering på Google Maps: