DENNE FANTASTISKE ARKITEKTTEGNEDE VILLA PÅ EGEN NATURGRUND KUNNE MAN ERHVERVE SIG FOR KR. 32.000.000 – HVIS DEN LÅ I GENTOFTE…
Men den arkitekttegnede villa ligger i Havndal tæt på Mariager fjord og Kattegat og koster her kun kr. 3.200.000. Det er vildt! Man får overvældende meget arkitektonisk kvalitet for pengene her… Huset er tegnet af ejeren selv – arkitekt Hauge Bjerre Nielsen.
Naturgrunden, huset ligger på, er beplantet med høje slanke fyrretræer, der filtrerer kigget ind mod huset. Man aner alligevel, at der ligger en lys, skarpkantet skulptur og gemmer sig. Arkitekturen kan umiddelbart forveksles med modernisme, og nogle ville måske forfalde til at kalde huset for en funkisvilla….Men her er jeg uenig.
Huset er derimod en postmoderne parafrase over en modernistisk villa, hvilket er årsagen til den umiddelbare fejlagtige genkendelighed. Huset har en helt anden kompleksitet og en arkitektur, der slet ikke vil den samme selvhøjtidelige alvor som de oprindelige funktionalistiske villaer. Postmodernismen så arkitekturen som et form-sprog, hvor tidligere tiders former kunne anvendes på ny til at skabe arkitektoniske fortællinger. I stedet for funktionalismens regnearkssprog (ved godt det er en forsimpling…:D) søgte postmodernismen mod et meget mere frit fabulerende formsprog.
I mit indlæg for to uger siden (Less is a Bore) nævnte jeg den amerikanske arkitekt Robert Venturi, der i 1966 formulerede et opgør med modernismens arkitektur i sin bog “Complexity and Contradiction in Architecture”. Jeg citerer lige herfra:
Architects can no longer afford to be intimidated by the puritanically moral language of orthodox Modern architecture. I like elements which are hybrid rather than “pure,” compromising rather than “clean,” distorted rather than “straightforward,” ambiguous rather than “articulated,” perverse as well as impersonal, boring as well as “interesting,” conventional rather than “designed,” accommodating rather than excluding, redundant rather than simple, vestigial as well as innovating, inconsistent and equivocal rather than direct and clear. I am for messy vitality over obvious unity. – Venturi, Robert. “Complexity and Contradiction in Architecture”. 1966.
Jeg elsker, at huset her i Havndal både er stringent og samtidig ejer den der messy vitality, som Venturi efterlyser. Husets arkitektur er både-og fremfor enten-eller – det er en hybrid.
Husets overordnede arkitektoniske greb består af en rektangulær teglstenskasse sat på tværs af landskabets kurvatur. Fra kassen udskæres og fjernes en større klump som skitseret nedenfor. Grebet fastholder på én gang kassen, men komplicerer den også. Dette understøttes af, at kassen stadig tegnes af overliggerne, der bæres af de spinkle søjler, hvis eneste formål er at bære netop overliggerne….
Husets grundliggende simple kassegeometri er måske også mere synlig i den interaktive 3d model, jeg har lavet nedenfor. Her får man lidt mere overblik over husets umiddelbart komplicerede ydre arkitektur….
Det er ikke kun i husets ydre arkitektur, at man finder komplekse fortællinger og oplevelser. Husets indre fordeler sig på flere forskudte niveauer med en fordelingsakse, (til venstre i billedet) der løber som en åben korridor i hele husets længderetning. Husets offentlige rum ligger orienteret mod vest, mens soverum, bad, køkken osv. ligger orienteret mod øst. Den åbne fordelingskorridor skaber et smukt, langt kig gennem huset og lader lyset vælte ind. De slanke, mørke søjler spejler fyrretræernes stammer udenfor.
Den gennemgående forbindelseskorridor folder sig ud mod syd og bliver her til et højloftet stort alrum, der er i direkte forbindelse med den sydvendte terrasse. Bevægelsen gennem huset fortsætter med andre ord direkte ud i haven. Her finder man også husets naturlige samlingssted for hverdagslivet. Omvendt mod nord opdeles og lukkes rummene mere i niveauer.
Rummene i husets østside er mere funktionsbestemte rum, der kræver privathed og derfor naturligt er mere lukkede. Her finder man badeværelse, køkken, bryggers og 2 soveværelser (der gemmer sig et 3. værelse i husets vestside i nederst etage). Det er også i denne side, man finder husets entré. Man ‘angriber’ huset fra langsiden og bevæger sig altså tværs ind midt i huset. Entréen ligger også, hvor husets fordelingsmæssige knudepunkt findes i form af trapperummet.
Allerøverst, faktisk over taget, findes en lille lyshule – eller hems om man vil. Her er taget løftet op i en lanterne, der henter ekstra lys ind, men altså også muliggør, at man kan gemme sig med en god bog, podcast, film eller meditation – gemt væk højt hævet over husets øvrige aktiviteter.
Jeg kan ikke lade være med at fremhæve husets materialer. Tegl synes at være det gennemgående materiale. Både i vægge og delvist også på gulvet. Væggene er vandskurede og hvidmalede, så den grove teglvægs tekstur træder frem. Det skaber en fantastisk taktilitet i rummene. Noget der ikke var typisk for funktionalistiske villaer, der netop søgte den glatte kliniske vægflade. Det samme gælder for husets ydre vægge, der dog er malede i en mere knækket hvid.
Man skulle jo umiddelbart tro, at det var hvide glatte betonelementer, der kunne understøtte den skarpkantede formgivning. Men igen træder teglstensvæggens karakteristiske tekstur frem ved nærmere undersøgelse. Det forankre huset i teglstenens land – Danmark. …. Og søjlerne er ikke glatte stålsøjler, men træsøjler. Det giver hele huset en blødhed og imødekommenhed, der er karakteristisk for dansk arkitektur. Tænk på Kay Fiskers regionalisering af modernismen via bl.a. teglstenen og ikke mindst Knud Friis – den milde brutalist. Dansk arkitektur har en lang tradition for humanistisk, menneskelig arkitektur. Huset i Havndal er efter min mening et smukt, levende, postmoderne eksempel på den tradition.
Plantegning af husets 195 boligkvadratmeter. Hertil kommer en kælder på 41m2, et orangeri på 23m2 og en carport med skur på 64m2. Masser af plads. Naturgrunden er på 3.091m2.
Huset er SOLGT – var til salg hos HOME Randers
Alle foto i indlægget er fra ovennævnte mægler, hvis andet ikke fremgår. Tak for lån 😀
Se husets placering på Google Maps
