I et land uden høje bjerge vil jeg bygge, vil jeg bo… Sådan lyder teksten i Michael Falchs hyldestsang til Danmark. Måske det er den samme underdanige ånd, der har provokeret arkitekt Bjarke Ingels til at bygge et Bjerg i København og en kunstig bakke i Glamsbjerg på Fyn. Det er sgu’ udansk…
…og det er måske netop det, vi fascineres af ved Bjarke Ingels arkitektur. Han har gennem årene fra etableringen af tegnestuen Plot til nutidens globale tegnestue BIG formået at disrupte (ja, det er et populært ord for tiden) vores traditionelle forståelse af, hvad arkitektur er og ikke mindst kan.
Her er det Amager Bakke (læg mærke til at her dukker ‘bakkeanalogien’ op igen), der egentlig er et forbrændingsanlæg, der hjælper københavnerne af med deres affald. Men da BIG/Bjarke Ingels kom med deres bud på anlæggets udformning, kom de også med et bud på, hvad anlægget skulle kunne ud over at brænde affald af. Bygningen skulle fungere som klatrevæg og skibakke for Københavnerne. Se mere om Copenhill som skibakken hedder HER.
Set i det lys er det arkitekttegnede hus i Glamsbjerg på fyn fra 2008 ganske afdæmpet. Men hvis man tager den traditionelle parcelhuskontekst med i betragtningen, stikker huset jo helt af. Hurra for det! Modig arkitektur er typisk det, der får flest roser og klager, og det er positivt i den forstand, at det gør folk engagerede i deres fysiske omgivelser.
Huset på Rosenparken 12 har et klart arkitektonisk koncept: Det er en bakke. Et stykke kunstigt landskab. Skabt som illustreret i diagrammet nedenfor:
Hvorfor dette koncept kunne man spørge? Jeg tror, at det er BIG’s ønske om at give mere tilbage til stedet end et æstetisk smukt og interessant hus. Det er et hus, der kan noget. Det er en bakke, et stykke kunstig natur om man vil. Derfor er der selvfølgelig også sedum på taget, så oplevelsen af en blød bakke bliver troværdig. Huset bliver efter min mening dermed både et stykke smuk og interessant arkitektur og et stykke landskab, man kan gå op på, kælke ned ad, og sidde på.
Huset har en tilknappet sortmalet træfacade mod øst og gadens offentlige rum, mens facaden mod vest er en stor åben glasfacade. Der sendes masser af lys ind i husets store, højloftede stue og køkken, og så er der selvfølgelig terrasse mod vest, så man kan få optimal glæde af eftermiddagssolen.
Ovenfor er tre kig rundt i husets centrale rum, der indeholder stue og køkken. Rummet er utraditionelt højloftet for et parcelhus, hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at man befinder sig lige under bakken, hvor bueslaget når højest. Ser man på planen nedenfor, er huset indrettet symmetrisk omkring det høje centrale rum. Det er, hvad jeg vil kalde en ‘no-nonsense’ plan. Dvs. en plan der optimerer de funktionalt nødvendige rum i siderne for at give beboerne maksimal frihed i det centrale rum. Der er jo rigeligt plads til f.eks. et bordtennisbord, et læsehjørne, en hems osv.
Huset er på den måde også et anderledes modigt bud på, ‘at sådan kan man også bo og leve’. Det er fedt, synes jeg. For vi er altså ikke så ens, som typehuskatalogerne nogen gange indikerer. Vi skal bare have nogle flere valg og måske skubbes lidt. Huset her er faktisk også et typehus, tegnet til M2 huse. Et firma der ikke overlevede finanskrisen – desværre.
Planskitse af husets 164 bolig m2. Hertil kommer en carport der er i samme arkitektur. Den er på 44m2.
Huset er til salg hos LILIENHOFF
Alle foto i indlægger er, hvis andet ikke er anført, fra ovennævnte mægler. Tak 🙂
Se husets placering på Google Maps (bemærk at huset næsten falder i ét med landskabet):
