Flade vs. volumen

Flade vs. volumen

Flade vs. volumen 1920 1280 Vildmedhuse.dk

MODERNISMENS ARKITEKTUR SØGTE LETHED OG FORANDERLIGHED I UDTRYKKET. EKSEMPELVIS VED AT ARBEJDE MED SAMMENSTILLEDE FLADER I STEDET FOR ET TUNGT VOLUMEN….

Dette arkitekttegnede hus fra 1973 i Nyborg kunne godt ses i den kontekst. De hvide vægskiver markerer sig selvstændigt med en murkrone over taghøjde. Taget ligger som en klart defineret sort vandret skive i kontrast til de hvide vægge og vinduerne er ikke ‘huller i væggen’ men selvstændige elementer i facaden.

Modernistisk villa, Nyborg, 70'er hus, arkitekttegnet hus

Det mest markante eksempel på denne arkitektoniske tankegang finder man hos den hollandske arkitekt og møbeldesigner Gerrit Rietveld. Hans Schröderhuis fra 1924 i Utricht, Holland var da det blev opført vanvittigt provokerende for de fleste. I dag er huset et ikon for den tidlige modernisme og ekstremt populært…. 😀

Schröder House, Rietveld
Foto: Rietveld Schröder House (Centraal Museum collection, Utrecht).

Arkitekturen kunne måske betegnes som de mange selvstændige fladers design. Der er noget dynamisk over formgivningen, fordi fladerne ikke afsluttes i pæne afklarede hjørner og kanter. De fortsætter derimod forbi hinanden som om, de i realiteten blot er fastholdt i lige netop denne form i en brøkdel af et sekund. Huset bliver til et hus af flader fremfor et tungt volumen, som ellers var karakteristisk for datidens huse. Det er dynamisk frem for statisk i sin formgivning, kunne man også sige.

Modernistisk villa, Nyborg, 70'er hus, arkitekttegnet hus
Modernistisk villa, Nyborg, 70'er hus, arkitekttegnet hus

Det er selvfølgelig ikke helt den samme dramatik, der udspiller sig i dette arkitekttegnede hus på en stille villavej. Men jeg synes nu godt, at man i husets ydre kan genkende tankegangen, selvom der klart også er inspiration fra datidens mere gængse kilder som den amerikanske vestkyst arkitektur og japansk arkitektur. Huset er tegnet af arkitekt Erik Absalon Smidt, der i 1974 var med til at grundlægge Arkitektfirmaet Gråbrødrene i Odense. Firmaet eksisterer stadig i dag, men under navnet Gråbrødre Arkitekter.

annonce

Huset kræver som Danbolig, Nyborg også skriver, en del renovering. Jeg har nedenunder givet et bud på, hvad en forsigtig renovering, der fastholder husets nuværende fremtræden, kunne munde ud i. Det handler generelt om at forenkle og dermed fastholde essensen af huset. Maling kommer man langt med i første omgang…. 😀 En større træterrasse og en mere vild have ville efter min mening også bidrage til en nutidig opgradering af husets ydre – uden at øve vold på den oprindelige arkitektur.

Visualisering: vildmedhuse.dk

Man kan selvfølgelig også gå all-in og efterisolere huset udvendigt. Der kunne en ny træfacade være en mulighed. Det er klart, at husets oprindelige arkitektur ville være forandret. Men jeg synes faktisk, at det er ok her, da husets flade-geometri gør, at det er smukt selv med et nyt facademateriale…

Visualisering: vildmedhuse.dk

Nu er det selvfølgelig ikke kun husets ydre, der trænger til renovering. Interiøret har lagt ryg til et hverdagsliv de sidste snart 50 år, og selvfølgelig kalder det på fornyelse. Umiddelbart vil min holdning være ,at man fortsat arbejder med husets arkitektur. Dvs. forsøger at fastholde nogle af de træk, der allerede er – altså at man forsøger at tænke i flader. Nedenfor har jeg bearbejdet grovkøkkenet med nye elementer, nyt beton gulv og en generel forenkling. På den nederste visualisering har jeg skiftet den eksisterende vægbeklædning ud med en ny af lister. Måske lidt for meget… 😀

70'er bryggers
Eksisterende grovkøkken
Visualisering af nyt bryggers
Visualisering: vildmedhuse.dk
Visualisering af nyt bryggers
Visualisering: vildmedhuse.dk

Huset har mange smukke rum – bl.a denne pejsestue med adgang til den vestvendt terrasse og haven. Pejsestuen ligger på et øst-vest gående gangareal, der binder husets værelsesfløj, køkken og alle stuerne sammen. Hvis alle døre er åbne, har man et langt kig tværts gennem huset.

annonce
Modernistisk villa pejsestue, 70'er arkitektur, arkitekttegnet
Modernistisk villa stue, 70'er arkitektur, arkitekttegnet

Husets store vestvendte stue med det lange kig på tværs mod entréen. Stuen har på min visualisering ovenfor fået en mindre renovering, så man bedre kan se de kvaliteter, det her rum har. Men skulle det ikke være nok, har jeg også her leget lidt med mulighederne. Bær over hvis det bliver for meget 🙂

Visualisering: vildmedhuse.dk

På visualiseringen ovenfor er der etableret et gennemgående betongulv, der visuelt og fysisk binder det tværgående gangareal sammen. Samtidig tænker jeg, at man i et relativt stramt modernistisk hus med fordel kunne løsne lidt op med møbleringen. Husets arkitektur ligger jo ikke langt fra f.eks. Friis & Moltkes huse fra perioden. Her var 60’er og 70’er coolness i højsædet. Dvs. lave bløde bænke og naturmaterialer. (læs mit indlæg om et af Friis & Moltkes huse HER)

Tegning fra Nyborg byggesagsarkiv

Kan ikke lade være med at vise en af de flotte tegninger, som arkitekt Erik Absalon Smidt tegnede. En klar og stram facade med en overordnet orden, der indenfor facadens ramme dog opløses i mange mindre mønstre. Så når man generaliserer om modernistisk arkitektur og kalder den kedelig og monoton, ja så risikerer man at overse de fine nuancer, der faktisk findes i de gode eksempler fra perioden – som nu dette hus.

Plantegning af husets 175m2 boligareal. Jeg kan ikke lade være med at pege på den oplagte mulighed, der ligger i at vælte den vestvendte væg i køkkenet så man lukker op til spisestuen og terrassen. Så kan man få et dejligt stort køkken-alrum. Huset ligger på 918m2 stor grund ud mod et grønt fællesareal.

Huset er til salg hos Danbolig Nyborg

Alle foto i indlægget er, hvis andet ikke er anført, fra ovennævnte mægler – tak for lån 😀

annonce

Se husets placering på Google Maps:

Del gerne...