DA JEG I 1990’ERNE GIK PÅ ARKITEKTSKOLEN I AARHUS, VAR DER MANGE FORELÆSNINGER OM SPÆNDENDE POSTMODERNE HUSE OG DERES ARKITEKTER. DER VAR SÆRLIGT ET HUS, DER FASCINEREDE MIG – DET HAVDE ET AKVARIUM I GULVET MED LEVENDE FISK…. ARKITEKTEN BAG DET HUS HED TAGE LYNEBORG.
Huset her er fra 1997 og er ligeledes tegnet af arkitekt Tage Lyneborg. Man finder dog ikke noget akvarium i gulvet her, men den slags virkemidler kan man heller ikke genbruge alt for mange gange. I stedet har huset en forrygende udsigt mod Øresund, og jeg er ret sikker på, at det er denne kvalitet, der har styret Lyneborgs pen her.
Huset er et øst-vest vendt længehus og altså orienteret mod Øresund. Husets primære materialer er gule tegl og mørkt træværk. Set fra øst bringer det mindelser om en amerikansk lade med halvvalmet tag. En sammenligning der dog hurtigt udfordres. Eksempelvis er taget kun valmet mod øst. Mod vest er der en høj muret gavl. Husets umiddelbare klare geometri bliver også mere dramatisk, når man kigger en ekstra gang. Der er mange forskydninger og materialeskift hele vejen rundt, og huset er derfor mere komplekst end først antaget.
Ser man på billederne ovenfor kunne man næsten tro, at der var tale om to eller flere forskellige huse – men det er der ikke 😀 Og det er netop det, der er så fascinerende ved Tage Lyneborgs arkitektur. Der er arkitektonisk drama og kompleksitet gemt i det umiddelbart enkle og overskuelige. (Se i øvrigt mit indlæg Blødt og skarpt om et andet Tage Lyneborg hus HER).
De to billeder ovenfor er lige for at understrege pointen…. Jeg synes, det er utrolig smukt, at man ankommer til, et lukket massivt hus som så opløses i bevægelsen gennem det mod udsigten og havet…. Det er da poetisk.
Det er her bevægelsen gennem huset kulminerer – I de store åbne fællesrum. Det er husets stue, spisestue og køkken, der ligger i husets østlige ende ud mod Østersøen. Mens private funktionsrum som soveværelse og bad ligger i husets mere lukkede, massive del mod vest.
Husets overetage følger samme logik. Faktisk gælder åbenheden både i husets vandrette og lodrette udformning. Hvilket vil sige at etageadskillelsen over spisestue og stue ikke danner en klar defineret adskillelse til overetagen. Store dele af etageadskillelsen er simpelthen skåret væk…. så de østvendte rum er dobbelthøje og altså går til kip. På overetagen giver dette en helt fantastisk kompleks rumoplevelse:
Jeg er ret sikker på, at Lyneborg her bevidst har leget med at skabe rumlig kompleksitet. Resultatet af legen er fantastisk, synes jeg. Man mærker postmodernismens leg med forskydninger, fragmenteringer osv. De mange udskæringer i etageadskillelsen giver ikke kun et fascinerende rum i overetagen, men kaster også masser af lys ned i underetagen. Læg f.eks. mærke til glasset til venstre i fotoet ovenfor. Her reflekteres lyset til køkkenet nedenunder.
Man står næsten som kaptajn på kommandobroen og overskuer sit skib, når man sidder ved arbejdsbordet på billedet ovenfor. En yndet reference i modernismens første hvide villaer, der var fyldt med maritime billeder. Huset synes fyldt med denne slags underdrevne referencer til arkitekturhistorien. Dette er helt i tråd med postmodernismens opgør med den tavse stramme og hvide modernisme. Arkitekturen skulle være fortællende og måtte endda gerne være sjov 😀
annonce
Måske er det også derfor, man ikke overraskes over dette bugatti-blå køkken (jeg blev nu lidt…:D ). Det er en del af husets arkitektoniske DNA. Tage Lyneborg taler i DR programmet nedenfor om Kompleks almindelighed. Altså at noget, der tilsyneladende forekommer almindeligt ved nærmere øjekast, faktisk er ret komplekst. Jeg er overbevist om, at det forhold gør sig gældende her.
Husets rygrad er den centralt placerede gang, der skærer sig øst-vest tværs gennem husets midte. Det er et næsten monumentalt greb, der hylder den klassisk arkitekturs ordensprincipper med aksialitet, symmetri og faste moduler.
… og plangeometrien lægger med et stramt søjlemodul på 6×4 op til samme stringente orden. Men som nævnt indledningsvis går huset i opløsning fra vest mod øst. Fra massiv teglvæg til træskellet. Fra lukket til åben. Fra små rum til store rum. Og det samme gælder den stringente orden, der er svær at finde i de komplekse, dobbelthøje østvendte rum. Så når hjernen forudser orden i dette hus og indstiller sig på dette overraskes den konstant med nye uventede rum-, materiale- og detaljeoplevelser.
Jeg kunne formentlig blive ved med at lede efter kompleksiteten i almindeligheden i dette hus. Men det er selvfølgelig ikke meningen, at det skal ende med, at huset bliver objekt for en ongoing arkitekturanalyse. I stedet er det meningen, at man beboer et meningsfuldt hus med en usædvanlig kulturhistorisk tyngde. Og det er en af de træk, der bliver fremhævet af andre arkitekter, når de kommenterer nu afdøde arkitekt Tage Lyneborgs arkitektur – den er nok akademisk, men samtidig poetisk, smuk og beboelig.
Har man lyst til at lære arkitekt Tage Lyneborg og hans arkitektur lidt bedre at kende, lavede DR1 for nogle år siden en række udsendelser om arkitekternes egne boliger. NB.DR1 HAR DESVÆRRE VALGT AT FJERNE UDSENDELSEN FRA DERES SERVER… SÅ DEN KAN IKKE SES MERE.
Huset er SOLGT – var til salg hos RealMæglerne Greve & Solrød ApS
Alle foto i indlægget er, hvis andet ikke fremgår, fra ovennævnte mægler – tak for lån 😀
Se husets placering på Google Maps:
