Landsted

Landsted

Landsted 1024 565 Vildmedhuse.dk
Det Danske Landsted, Norrøn, arkitekttegnet flexbolig, arkitekttegnet fritidshus

NÅR MAN BOR I KØBENHAVN ELLER AARHUS, KAN DET VÆRE SVÆRT AT FORSTÅ, AT DER FAKTISK FINDES FLERE TUSINDE TOMME BOLIGER I UDKANTEN AF DANMARK…..

I 2014 vurderede Ministeriet for By-, Bolig og Landdistrikter, at der var mindst 50.000 tomme nedrivningsmodne ejendomme i Danmark. Et tal der i 2017 blev præciseret til at ligge i intervallet mellem 10.000 og 22.000. Tallene afhænger af i hvilken grad en ejendom vurderes at være nedrivningsmoden. (Læs rapporten fra Udvalget for levedygtige landsbyer her. Tallene kan ses på side 40). Kortet nedenfor er fra samme rapport og viser ret tydeligt det, man kunne kalde nedrivningsgeografien. Bemærk at der i visse områder regnes med, at over 5% af alle bygninger er nedrivningsmodne…

Kort over nedrivningsmodne huse i Danmark

Der er altså rigtig mange tomme og ovenikøbet nedrivningstruede bygningsstrukturer i Danmark. Særligt i udkantskommunerne. Og hvad stiller man så op med dem? Det har arkitekttegnestuen Norrøn udviklet et bud på i form af konceptet: Det Danske Landsted. Norrøn skriver selv følgende om konceptet:

Det Danske Landsted er arkitekttegnede ombygninger af tomme helårshuse på landet, der omdannes til rekreative fritidsboliger i naturskønne omgivelser – et bud på det danske sidestykke til den svenske ødegård.

Med Det Danske Landsted får du let adgang til at købe og få bygget et enestående fritidshus på landet. Det enkelte hus er udvalgt på baggrund af dets unikke beliggenhed. Vi har tegnet ombygningen af det eksisterende hus med respekt for dets historie og rustikke charme koblet med kvaliteterne ved et nyt arkitekttegnet hus – en fortolkning af den regionale byggeskik. Der er på forhånd indgået aftaler med lokale håndværkere og myndigheder om ombygningen – alt sammen til en fast pris. (læs mere HER)

Et projekt er allerede realiseret som flexbolig ved Præstø på Sydsjælland – og dette hus har netop modtaget Renoverprisens specialpris 2021. Videoen nedenfor fortæller om projektet og begrundelsen for tildelingen af prisen.

En af de ting, der gør projektet Det Danske Landsted interessant, er at det er umiddelbart realiserbart. I arkitektverdenen leges der ofte med ideer, der kan forføre eventuelle boligkøbere, men som senere i processen kan vise sig vanskelige at realisere. Her er det meget konkret. Så hvis man sidder og drømmer om et landsted et sted i en af Danmarks fredelige udkanter, ja så kan man altså se et projekteksempel ved Præstø.

Det Danske Landsted, Let grøn træoverbygning på gammel husmur. Renovering, arkitekttegnet
grøn umbra træværk, arkitekttegnet

Som man kan se i videoen ovenfor er det arkitektoniske koncept at man tager og skræller et gammelt hus for al indmad og lader de tunge mure stå. Disse danner vægge om et gårdrum ovenpå hvilket, man placerer en ny let trækasse. Her en umbragrøn kasse inspireret af den lokale bygningskultur for landbrugsbygninger ved Præstø.

arkitekt skitse diagram

På denne måde opnår man både et spændende rustikt hus med historie og en betydelig co2 besparelse. Bare det at lade de eksisterende teglstensvægge stå i stedet for at opføre nye betyder en besparelse på 255kg co2 pr ton teglsten. Læs mere om det HER.

Det Danske Landsted, rustikt gårdrum, hvide vægge

Husets arkitektur er holdt enkel og er karakteristisk rustik – næsten brutalistisk. Overetagen er som nævnt en fin grønmalet trææske. Alle farver og materialer er lokalt inspirerede. Det er dejligt inspirerende i en tid, hvor arkitekturen næsten ikke kan blive mere generisk-corporate-udstillings-montreagtig. Alt forekommer at ville være glat, hvidt og tidløst. Her kan Det Danske Landsted med huset ved Præstø som eksempel virkelig sparke vores mentale dør ind og minde os om, at livet ikke skal pakkes ind i cellofanarkitektur; men derimod gerne udfoldes i taktile, genuine kulturhistoriske rammer.

Det Danske Landsted, grønt køkken
Det Danske Landsted, Norrøn, vinduer med siddenicher

Huset i Præstø har nok en smuk, fin overetage. Men denne kommer man først til, når man har passeret gennem resterne af den originale rustikke bygning, der nu danner fundament for den ny overetage. Der er næsten tale om et arkitektonisk tærskel-ritual, der smukt iscenesætter krydsningen af menneskets og bygningens tid.

arkitekttegnet plan, arkitekttegnet skitse

Planskitse af huset i Præstø, med et samlet boligareal på 96m2 fordelt på to etager. Hertil kommer de to gårdhaver.

Huset er ikke til salg, men man kan få opført et lignende. Besøg Det Danske Landsteds hjemmeside eller Norrøn arkitekter for at se mere.

Tak til Renoverprisen – 2021 for lån af de flotte foto, der alle er taget af fotograf Thomas Rockall Muus

Se husets placering på Google maps:

Del gerne...