Japanisme

Japanisme

Japanisme 1439 930 Vildmedhuse.dk
Arkitekttegnet villa i japansk stil i Vedbæk. Store vinduespartier. 70'er villa

DANSKERNE SKYLDER JAPANSK KULTUR EN STOR TAK FOR VORES VERDENSKENDTE DESIGN OG ARKITEKTUR…

Vores boligarkitektoniske guldalder fra 1950’erne og et par årtier frem var i ekstrem grad præget af japansk arkitektur. Inspirationen var både direkte men også indirekte formidlet gennem samtidens amerikanske vestkystarkitektur (særligt omkring San Francisco), der i stor stil havde hentet inspiration fra japansk arkitektur og design. De unge danske arkitekter som eksempelvis Jørn Utzon, Erik Christian Sørensen og Wilhelm Wohlert (en af arkitekterne bag Louisiana – læs mit indlæg om Niels Bohrs anneks HER) drog i 1950’erne på studietur til den amerikanske vestkyst for bl.a. at studere fænomenet Casestudy Houses, som var en serie billige huse tegnet af amerikanske arkitekter. Formålet var at revolutionere det amerikanske boligbyggeriet efter 2. Verdenskrig bl.a. gennem anvendelse af industrimaterialer i byggeriet. Arkitekturen var let, luftig og papirtynd – fin som japansk arkitektur.

Case Study Houses bog
Der findes en del bøger om Case Study House projektet. Dette er min egen ældre udgave… en nyere kan købes HER (Annoncelink)

En anden amerikansk/japansk påvirkning kom fra arkitekten Frank Lloyd Wright, hvis huse har klare japanske træk. Kendetegnende for hans villaer var den åbne plan, den store centralt placeret pejs og en arkitektur, der lagde vægt på de vandrette linjer. Jørn Utzon var en af de danske arkitekter, der i høj grad var inspireret af Wrights arkitektur. Dette manifesterede sig bl.a. i Jørn Utzons eget hus i Hellebæk fra 1952. Her er de vandrette linjer meget fremtrædende.

Arkitekttegnet villa i japansk stil i Vedbæk. Store vinduespartier. 70'er villa

Det moderne danske parcelhus med lav taghældning, åben plan, vandrette linjer og store vinduespartier har altså hentet store dele af sin arkitektoniske dna fra Japan… Selvfølgelig ad mange omveje og fortolket af mange forskellige arkitekter. Men stilen er ikke til at tage fejl af. I nogle huse er dna’et dog stærkere til stede og bedre fortolket end i andre… Det gælder f.eks. huset her på Sandbjergvej 48 i Vedbæk. Huset er efter min mening et fantastisk smukt eksempel på den japanske/amerikanske påvirkning af dansk arkitektur. Huset er tegnet af arkitekt Svend Erik Lestrup.

Arkitekttegnet villa i japansk stil i Vedbæk. Store vinduespartier. 70'er villa

Huset består af en bærende trækonstruktion bygget op omkring en ‘tung’ muret kerne. Den lange vandrette facade tegnes primært af vinduer fra gulv til loft, hvilket får tagfladen til, at fremstå som om den næsten svæver. Huset er let løftet fra terrænnet af den høje insitu-støbte kælder med de mange vindues’skår’.

Diagram - åben lukket plan, principskitse

Lige et par diagrammer: ovenfor til venstre den klassiske lukkede plan med rum som sammensatte kasser omkring skorstenen; og til højre det moderne endeløse rum opdelt af vægskiver, spiralerende omkring pejsen i midten. Vægskiverne kunne i princippet fortsætte ud i landskabet. Rummet opstår i mellemrummet mellem disse vægge og landskabet… kun vinduets glas sætter en fysisk men ikke visuel grænse.

Nedenfor til venstre et snit ned gennem et klassisk hus med lukkede vægge. Til højre den åbne hus med glasfacader og taget som en svævende flade over. Huset på Sandbjergvej 48 lægger sig i sin arkitektur klart op ad diagrammerne til venstre.

Principskitse snit i moderne hus
Åben plan. langt kig gennem hus. Arkitekttegnet 70'er villa i Vedbæk, stor pejs

Huset på Sandbjergvej har en japansk lethed og åbenhed men samtidig en tung, muret kerne. Denne rummer den store centralt placeret pejs (i bedste Wright stil…), køkkenet og husets badeværelser. Huset er også mere symmetrisk stramt og modulært end f.eks. Utzons hus i Hellebæk. Og det er jo det, der gør inspiration så fascinerende – at den omsættes gennem arkitektens eget univers til noget særegent som i dette tilfælde huset her.

Åben plan. Arkitekttegnet 70'er villa i Vedbæk, stor pejs
Køkken med ovenlys, arkitekttegnet hus

Stue, køkken og spiseplads går i ét, hvilket stadig var lidt frækt og nyt i 1971. Som man kan se, er det ikke kun planen, der er åben – det er snittet også: Køkkenet er badet i lys selv om, det ligger midt i huset. Lyset kommer fra et stort rytterlys i taget.

Soveværelse i japansk stil, arkitekttegnet hus. Store vinduer
Kontor i japansk inspireret hus, Arkitekttegnet villa, 70'er arkitektur
Kontor i japansk inspireret hus, Arkitekttegnet villa, 70'er arkitektur

Husets rum er markerede, men ikke fuldstændig adskilte. I stedet for lukkede vægflader er det lette lærketræspaneler i dørhøjde, der markerer rummenes adskillelse. Fra panelvæggene og op til loftet er der indsat glas. Den arkitektoniske virkning er, at huset opleves som ét stort rum – kun adskilt i midten af den tunge murede kerne. Det er smukt 😀

Havestue japansk inspireret hus, Arkitekttegnet villa, 70'er arkitektur
Havestue japansk inspireret hus, Arkitekttegnet villa, 70'er arkitektur

En af den modernistiske arkitekturs kendetegn er den forbindelse, der skabes til omgivelserne med den åbne plan og de store vinduespartier. Man taler ofte om, at landskabet flyder ind i stuen og stuen ud i landskabet… Her på Sandbjergvej i Vedbæk skaber husets vinduesfacader en direkte visuel forbindelse til det omgivende landskab. Men arkitekten har ladet en del af huset danne en akklimatiseringszone (også kaldet en havestue… 😀 ). Den er væsentlig at fremhæve, da den her er en integreret del af husets enkle arkitektur og ikke en påklistret skamplet….

Havestue japansk inspireret hus, Arkitekttegnet villa, 70'er arkitektur

Hvis man nu går og drømmer om at indrette hjemmekontor eller -værksted og synes, at huset ser for åbent eller fint ud til den slags, er der faktisk en løsning – en kælder. Jeg er ret sikker på, at husets oprindelige arkitekt, som har beboet huset siden 1971, har slået mange streger i disse lokaler gennem de sidste 50 år.

Lys kælder med betonloft, Arkitekttegnet hus.

Dansk arkitekturs forbindelse til japansk kultur og formgivning er beskrevet mange steder. Men hvis man virkelig har lyst at dykke ned i emnet, kan man som jeg kigge i bogen Japanisme på dansk – Kunst og design 1870-2010, skrevet af kunsthistorikeren Mirjam Gelfer-Jørgensen (annoncelink på billede):

Influences from Japan in Danish Art and Design 1870-2010, Mirjam Gelfer-Jørgensen
Planskitse, arkitekttegnet plan, Håndtegnet plantegning

Planskitse af husets to niveauer. Stueetagen udgør 194m2 boligareal. Kælderen er 230m2. (forskellen skyldes sikkert at havestuen ikke regnes med til det godkendte boligareal). Grunden er på 1.580m2.

Huset er til salg hos Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen

Alle foto i indlægget er fra ovennævnte mægler, hvis andet ikke er nævnt. Tak for lån 😀

Se husets placering på Google Maps:

Del gerne...