Den rette overskrift skulle nok være – Toget kører ikke mere… Huset her er den tidligere togstation i Ormslev syd for Aarhus. Perron og skinner er for længst forsvundet og stationen har siden 1956 fungeret som bolig. Huset er særligt bemærkelsesværdigt fordi det er en tidligere stationsbygning tegnet af samme arkitekt som bl.a. har tegnet Københavns Hovedbanegård – Heinrich Wenck. Jeg er vild med, at man i togstationen der nu er omdannet til bolig stadig kan fornemme den håndværksmæssige og arkitektoniske kvalitet i dette hus, selvom det nu er 118 år gammelt. Hertil kommer at det ligger naturskønt lige ud til Aarslev Engsø.
Udover hovedhuset finder man på grunden også to små fine bygninger, der har huset diverse servicefunktioner til stationsdriften. Læg mærke til de flotte fyldningsdøre og murværksdetaljerne. Det er ikke bare et skur fra Bauhaus der er knaldet op til plæneklipperen… Læg også mærke til de flotte trekantede karnapper på hovedhuset.
Husets stue er, hvor venteværelset tidligere lå, og den oprindelige kamin står der stadig. Billetlugen ses for enden af stuen midt i billedet. Det er faktisk denne type historiske efterladenskaber, der når de inddrages i nye funktionsfortællinger skaber spændende boliger. Det ses f.eks., når gamle lagerbygning, kirker, elværker osv. omdannes til boliger. Det er helt ekstremt vigtigt, at man ikke fjerner alle historiske spor i forsøget på at gøre renoveringen ‘pæn’. Så ender man ofte med en gang ligegyldig arkitektur, hvor det oprindelige bygningsværk lige så godt kunne være revet ned. Heldigvis er det ikke sket her i Ormslev Stationsby.
I det rum der nu huser soveværelse i stueetagen, finder man stadig skranken til billetlugen (til venstre i billedet).
I køkkenet finder man også spor af tidligere tiders brug. Læg f.eks. mærke til den grove væg bag brændeovnen. Den valgte indretning, med køkkenelementer og hvidevarer der skiller sig ud fra husets ellers konsistente arkitektoniske udtryk, understøtter efter min mening husets historie. Man er som beboer på midlertidig ophold, og huset kan måske igen skifte funktion en dag.
De gamle faste bænke står stadig i det tidligere venterum. Men suppleret af nutidige møbler.
Huset to etager ses på planskitserne ovenfor. Husets samlede areal er 160m2. Hertil kommer de små bygninger på grunden der er 2.180m2
HUSET ER SOLGT – (Huset er til salg hos Danbolig Andersen & Partnere. Sagsnummer: 098-0016521)
Alle foto er fra ovennævnte mægler
Se husets placering på Google Maps: