Ussing

Huset er udformet som en markant træmonolit, der hviler på en muret base af moccafarvede teglsten. Det er dog ret tydeligt, at husets overdel i træ ikke hviler direkte på basen, da over- og underdel tydeligt er adskilt i et vandret vinduesbånd.

Husets overordnede simple udtryk viser sig ved nærmere undersøgelse at indeholde et væld af linjer og flader, der mødes og sammenstilles på forskellige vis, så husets arkitektur faktisk er overrasakende kompleks og æstetisk udfordrende.

Fra vejen aner man huset som en mørk trækasse mellem de store træer. Jeg synes det er ufatteligt smukt… 😀 Elsebet og Kjeld Ussings materialevalg giver jo fantastisk god mening her. Der er nemlig en dejlig varm symbiose mellem trækassen og omgivelserne. En symbiose der ikke ville have været, hvis huset var opført i tegl eller pudset hvidt som tidligere modernistiske huse ofte var. Den modernisme, man ser her, er blødere og mere menneskelig inviterende efter min mening.

Jeg ser derfor også huset her som inspireret af særligt den amerikanske efterkrigstidsmodernisme som prægede mange arkitekttegnede 60er huse. Den som mange andre samtidige danske arkitekter også var inspireret af. Et par eksempler kunne være Vilhelm Wohlerts anneks til Niels Bohrs sommerhus og Arne Jacobsens delvist svævende villa på I. P. Mundts vej fra 1958 på fotoet nedenfor.

Helt tæt på huset ser man tydeligt, at der ikke er tale om et ‘hårdt’ hus, men om et ‘blødt’ træhus. Farvesammenspillet mellem husets forskellige dele er også medvirkende til at understøtte denne oplevelse. Det er mørke, varme og gyldne farver, der dominerer.

Som nævnt ovenfor er husets overordnede arkitektur, nok stram og rektangulær, men der er meget arkitektonisk dynamik indenfor de stramme formmæssige rammer. Det gælder også i husets interiør. Nedenfor entréen med den markante trappe til overetagen:

Læg mærke til detaljeringen og rigdommen i farver og materialer på de to billeder ovenfor – rimeligt kompliceret, men smukt orkestreret af arkitekterne Elsebeth og Kjeld Ussing. Den murede væg, trappen og teglstensgulvet forbinder husets to etager, der ellers er ret forskellige i deres udtryk – jf. den murede base med en monolitisk trækasse svævende ovenpå…. 😀

Hvis man studerer plantegningerne nedenfor, kan man se at ankomst, entré og trapperum ligger mod nord, mens husets opholdsarealer ligger mod syd, haven og udsigten. Dejligt enkelt og funktionelt tænkt.

Den store åbenhed i overetagen er forstærket for et par år siden, hvor væggen mellem opholdsrum og spiserum blev fjernet (se evt. plantegningen nedenfor), så eftermiddagslyset fra vest frit kan falde ind i hele opholdsarealet i overetagen. Selvom huset hovedsageligt orienterer sig mod syd og udsigten, er der altså også tænkt i de fordele, der er ved at orientere en del af husets aktiviteter mod vest.

I stueniveauet finder man således også et vestvendt opholdsareal, der har direkte adgang til have og terrasse. Opholdsarealet ligger i umiddelbar forlængelse af husets 4 værelser, hvilket giver nem adgang fra de private værelser til fælles aktiviter både indenfor og udenfor i haven.

De fire værelser i husets stueniveau ligger på stribe mod syd med gode lysindfald og udkig til haven fra de store vinduer. To af værelserne er i dag slået sammen til ét stort værelse.

Elsebet og Kjeld Ussings tegninger af huset står ligeså grafisk skarpe som huset selv. De hårde skygger understreger ideen om husets præcise, retvinklede arkitektur, men samtidig bliver tegningerne i sig selv også til små kunstværker med linjer, flader og skraveringer, der i deres lokale rigdom afspejler husets kompleksitet.

Plantegningerne af husets i alt 288 boligkvadratmeter fordelt på to niveauer. Man fornemmer på plantegningerne tydeligt, hvordan overetagen består af større men færre rum end underetagen. Det hænger jo også meget godt sammen med at overetagen rummer husets sociale udadvendte rum, mens enderetagen primært rummer private værelser, vaskerum og entré.

Huset ligger på en 1.410m2 stor grund med direkte adgang ud til det grønne fredede område Ermelundskilen.

Huset i Hvidegårdsparken forsvinder næsten i beplantningen. Det er smukt – meget smukt. Særligt, når man tænker på de mange nyere parcelhuskvarterer i Danmark, hvor enkelte genstridige mælkebøtter, næsten er den eneste form for grønt der findes mellem granitskærver og betonfliser…. 😀 Det tager selvfølgelig tid for et kvarter at vokse sig grønt, og nogle nyere kvarterer kan måske med tiden få den atmosfære, der præger et kvarter som Hvidegårdsparken.

Arkitekterne Elsebet og Kjeld Ussing er her desværre ikke mere, men vi har fået lov at beholde deres smukke træmonolit som en påmindelse om den smukke arkitektur, de har skabt – tak for det 😀

Se husets placering på Google Maps:

tilbage til forsiden