Bond… Jørn Bond

Bond… Jørn Bond

Bond… Jørn Bond 1024 680 Vildmedhuse.dk
Arkitekttegnet 70er villa, Arkitekt Jørn Bond, Villa i Humlebæk fra 1978, Mesterværker i dansk arkitektur

ARKITEKTEN BAG DETTE HUS HEDDER JØRN BOND….. OG DET KAN MÅSKE LYDE SOM EN DÅRLIG JOKE, MEN JEG KOMMER UNÆGTELIG TIL AT TÆNKE PÅ JAMES BOND.

Både på grund af navneligheden selvfølgelig, men også fordi Jørn Bonds 70er arkitektur i dette hus har ligheder med den fiktive karakter James Bond:

I sit ydre er husets 70er arkitektur stram, elegant tenderende det anonyme – akkurat som James Bond figuren. Den hemmelige agent glider ubemærket ind i en menneskemængde i et kasino eller til en operaforestilling. Men som alle, der har fulgt James Bond figurens evolution, nok har bemærket, dækker det kontrollerede ydre over den hemmelige agents mere komplekse, farverige og provokerende, men spændende indre…..

Arkitekttegnet 70er villa, Arkitekt Jørn Bond, Villa i Humlebæk fra 1978, Mesterværker i dansk arkitektur

Arkitekt Jørn Bond tegnede huset på Gl Strandvej 63 i Humlebæk i 1977 og huset stod færdigopført i 1978. Garagebygningen kom til i 1983. Arkitekturen er for mig et meget vellykket udtryk for perioden, hvor bl.a. brutalismen og en ny kritisk regionalisme udfordrede modernismen. Bygningstyperne skulle igen være identificerbare, som det de var – her et hus. Der var en fornyet interesse for den regionale og lokale bygningstradition. Den abstrakte ‘leg’ med modernismens kasser blev afløst af genkendelige bygningstypologier.

Arkitekttegnet 70er villa, Arkitekt Jørn Bond, Villa i Humlebæk fra 1978, Mesterværker i dansk arkitektur

Huset har mange typiske træk, der genkendes fra det traditionelle danske længehus. Formen, farverne og materialerne kan ses i mange huse rundt om i landet. Men kigger man nærmere, er der også antydninger, der allerede inden man træder ind i huset, påbegynder en mere kompleks fortolkning af det traditionelle danske længehus… her tænker jeg særligt på vinduespartiernes omfang og udformning.

Arkitekttegnet 70er villa, Arkitekt Jørn Bond, Villa i Humlebæk fra 1978, Mesterværker i dansk arkitektur

Noget af det første der rammer en, når man møder husets indre, er åbenheden…. eller fraværet af de mange små rum, som er typisk for meget traditionel boligarkitektur. Arkitekt Jørn Bond lader klart modernismens flydende rumforløb være styrende i arkitekturen her. Som man kan se på planen nederst i indlægget består stueetagen nærmest kun af ét stort rum kun opdelt af et reol- og skabselement.

Det står selvfølgelig lidt i kontrast til det, jeg skrev ovenfor omkring 70er arkitekturens opgør med modernismen. Men opgøret var ikke på alle fronter. Det var mere en art evolution, hvor ‘nye’ elementer fra bygningshistorien blev genopdaget og inkorporeret i arkitekturen..

Det er et overraskende storladent og fabulerende indre, der møder en – akkurat som Bondfigurens indre: kompleks, farverig og provokerende, men spændende….

Arkitekttegnet 70er hus. arkitekttegnet køkken alrum. lyst køkken alrum

Jeg skal måske uddybe, hvad jeg mener med provokerende…. Husets kontrollerede ydre skaber en forventning om et mere traditionelt indre. Og det er netop heri provokationen ligger, på den gode måde vel at mærke. Jørn Bond har skabt et hus, der med sit stille ydre ikke advarer os om den overvældende arkitektoniske rigdom, der venter os i dets indre.

En rigdom der udfoldes konsekvent gennem hele huset. En rumlig rigdom efter min mening – skabt med få materialer som klinker, træ og hvidpudsede teglvægge. Det er måden Jørn Bond har udformet trækonstruktionen og vinduesrammerne, som en arkitektonisk tre-dimensionel gitterstruktur, hvilende på de tunge teglvægge, der imponerer.

Arkitekttegnet 70er hus. arkitekttegnet køkken alrum. lyst køkken alrum med store vinduer
Arkitekttegnet 70er hus. arkitekttegnet køkken alrum. lyst køkken alrum. arbejdsplads i køkken
Arkitekttegnet 70er hus. arkitekttegnet køkken alrum. lyst køkken alrum

Ovenfor er det husets køkkenområde, hvor man tydeligt ser husets særlige karakter. Jeg kalder det område, fordi der ikke er nogen væg, der fysisk adskiller køkkenet fra entréområdet. Køkkenets funktion defineres af de genkendelige køkkenmoduler, køleskab, vask og komfur mere end af en fysisk afgrænsning.

Husets nordvendte entré, køkken-alrum område adskilles fra stuen af en reol- og skabsvæg. Der er skydedøre, der mindsker oplevelsen af den traditionelle dørs ‘barrierevirkning’. Et typisk modernistisk træk flettet ind i en mere traditionel arkitektonisk ramme.

lys stue, arkitekttegnet hus fra 70erne
Arkitekt Jørn Bond snittegning. Arkitekttegnet villa fra 1970erne til salg

Den store åbenhed i huset skabes ikke kun i husets plan men også i dets snit (tegningen ovenfor). Der er en stor loftshøjde i både stue- og overetage. Faktisk er der fra gulv til loft mellem bjælkerne i stueetagen 2,7 meter. Yderligere er der kig helt op til kip i overetagen, når man træder ind i husets entréområde. En højde på knap 8 meter….. 😀

Arkitekttegnet villa fra 1970erne, mesterværker i dansk arkitektur. dobbelthøjt trapperum
Åben til kip, arkitekttegnet 70er hus, frilagte spær,

Husets overetage er næsten lige så åben som stueetagen. Tre værelser i samme størrelse ligger på stribe mod syd. Værelserne adskilles fra resten af overetagen af en skabsvæg, der løber parallelt med husets længderetning. Som man kan se på fotoet, er det østligste beliggende værelse nærmest en niche gemt bag skabsvæggen. Igen ingen dør…. Det giver en fantastisk åbenhed og oplevelse af husets indre rum.

Loftkonstruktionens markante rytme og tyngde forbinder overetagens arkitektur med stueetagens. Og træet spiller igennem hele huset en særlige rolle. På den måde er husets arkitektur stadig meget aktuel, når det gælder anvendelsen af bæredygtige byggematerialer.

loftetage med åben til kip, loftrum med fritlagte spær, arkitekttegnet hus

Det der gør huset særlig interessant for mig, er den umiddelbare underspillethed, der når man træder ind i huset vendes til en wauuuw oplevelse. Lidt ligesom når James Bond figuren vendes fra anonymt gråt jakkesæt til charmerende kvindeforfører og sprudlende retfærdighedsrytter…. Det er jo det vi alle venter på. Tak til arkitekt Bond, Jørn Bond 😀

Arkitekt Jørn Bond, Plantegninger af hus på Gl Strandvej 63 i Hørsholm, Kolde: Fredensborg Kommune Byggesagsarkiv.
Plantegninger Arkitekt Jørn Bond, Kilde: Fredensborg Kommunes byggesagsarkiv.

Plantegninger af husets over- og stueetage på i alt 218m2. Huset ligger på en grund på 1.082m2 tæt på kysten, som man kan se på Google Maps nedenfor.

Huset er til salg hos Home Humlebæk
v. Hemming & Nystrup-Larsen A/S

Alle foto i indlægget er fra ovennævnte mægler, hvis andet ikke fremgår – tak for lån 😀

Se husets placering på Google Maps:

Del gerne...