Henning Larsen

Henning Larsen

Henning Larsen 1598 881 Vildmedhuse.dk
Arkitekttegnet fritidshus på Bornholm, sommerhus tegnet af Henning Larsen Architects, Sommerhus i træ

ARKITEKT HENNING LARSEN ER OFTE BLEVET BETEGNET ‘LYSETS MESTER’, FORDI HAN I SIN ARKITEKTUR ALTID INKORPOREREDE DAGSLYSET SOM ET LEVENDE ELEMENT.

Denne tilgang til arkitektonisk formgivning er stadig tegnestuens mantra, og man kunne jo forledes til at tro, at det kun gælder de store prestigebyggerier tegnestuen er og har været involveret i. Men når man ser på dette lille fritidshus på sydspidsen af Bornholm, kan man se, at det skam gælder alle projekter. Huset er fra 2009, og mon ikke Henning Larsen selv har været forbi tegnebordet og udstikke den arkitektoniske linje til de arkitekter, der har tegnet huset?

Henning Larsen Operaen, Foto: Andreas Trier Mørch
Foto: Andreas Trier Mørch. Arkitekturbilleder.dk

De to foto ovenfor er fra Operaen i København opført i 2004. Bygningen er nok det værk, de fleste danskere forbinder med Henning Larsen. Både fordi det er et markant og stort værk, men sikkert også fordi det viste en modig arkitekt, der ikke ville lade sin arkitektoniske integritet vige under pres fra bygherren, som var Danmarks rigeste mand… Af andre markante værker kan nævnes: Gentofte Bibliotek, Moesgaard Museum, Udenrigsministeriet i Riyadh

annonce
Arkitekttegnet fritidshus på Bornholm, sommerhus tegnet af Henning Larsen Architects, Sommerhus i træ

…og det er efter min mening lidt den samme insisteren på arkitektonisk integritet, man finder i det her lille hus. For nok ser det ikke umiddelbart prangende ud, men til gengæld er det af absolut gennemført kvalitet, når det gælder udformning, materialevalg og beliggenhed. Udformningen er enkel næsten arketypisk afklaret (at skabe enkelhed er som regel det sværeste)…. og materialerne er Douglas gran, granit og kobber yderst – Beliggenheden – den tager vi til sidst.

Arkitekttegnet fritidshus på Bornholm, sommerhus tegnet af Henning Larsen Architects, Stue med pejs i granit
Arkitekttegnet fritidshus på Bornholm, sommerhus tegnet af Henning Larsen Architects, Stue med udsigt

Husets primære opholdsrum, der næsten udgør halvdelen af husets areal, er selvfølgelig placeret i husets sydøstvendte ende mod udsigten. Et stort vinduesbånd fra gulv til loft sikrer et næsten frit kig mod stranden og havet. Vinduespartiet er forsynet med to store døre, så man uhindret kan bevæge sig ud og ind af huset. Og bemærk så det høje loft og ikke mindst den lille fine lyssprække øverst. Det er ikke en K3’er 😀 men derimod et sydvest vendt tagvindue, der sender en flig af solens stråler ind i stuen. Oplevelsen vil variere afhængig af årstiden akkurat som et solur.

Arkitekttegnet fritidshus på Bornholm, sommerhus tegnet af Henning Larsen Architects,

Når man går lidt tættere på husets ellers enkle, næsten arketypiske husform, opdager man bl.a. denne fine lille kobberinddækkede karnap og den granitbeklædte skorsten. Karnappen giver plads til en siddeplads i vindueskarmen ved siden af pejsen, der er beklædt med samme granit som skorstenen. Skorstenen fremstår på denne måde som ét enkelt, genkendeligt element – både ude og inde.

Soveværelse med ovenlys

I soveværelset findes også et lille tagvindue, der slipper solens lys ind om eftermiddagen (øverst til venstre…) Det er en leg med lys som handler om både at skabe direkte og tilstrækkeligt med dagslys til et rum, men også om at styre lyset på en måde, så det skaber oplevelsen af rummets form og proportioner. De skarpe hjørner og de bløde overgange. Noget vi måske ikke bemærker i en travl hverdag, men som de fleste måske oplever, når de en stille stund sidder i egne tanker og lader blikket vandre. (Se iøvrigt mit indlæg Blødt og skarpt HER

Beton med blød og skarp skygge
Bløde og skarpe skyggeovergange. illustration: Vildmedhuse.dk
Badeværelse med Paradis granit på Bornholm

Husets badeværelse er helt i tråd med beliggenheden beklædt med Paradis granitfliser fra Bornholm. Det er den samme granit, der er anvendt til skorstenen og pejsen. Forskellen er, at der i badeværelset er anvendt polerede fliser, så granittens karakteristiske tegninger træder tydeligere frem.

Paradis granit
Poleret Paradis granit fra Bornholm

Og – så er der jo beliggenheden på kanten af havet midt mellem fiskerlejet Snogebæk og en af Danmarks bedste strande: Dueodde.

I så smukt et landskab kan dårlig arkitektur gøre umådelig skade. Bl.a. derfor er det en kæmpe gevinst for vores landskab, at Danmark har så restriktive regler for bebyggelse i kystområderne. Der er med andre ord få byggemuligheder på en beliggenhed som denne, og jeg synes, at Henning Larsen Architects i bedste lavmælte stil viser, hvordan smuk arkitektur og landskab gensidigt kan berige hinanden. Ikke noget stort spektakel – bare et hus 😀 …..

Hvis man vil vide mere om arkitekt Henning Larsen kan man selvfølgelig besøge Henning Larsen Architecs hjemmeside HER. Man kan også besøge Filmstriben og se et portræt af Henning Larsen, der desværre døde i 2013. Filmen Henning Larsen – Lyset og rummet kan ses HER.

Planskitse af sommer/fritidshuset. Boligarealet udgør 78m2 Hertil kommer en hems over badeværelset. Grunden er en naturgrund på 3.345m2 med… kun 25 sekunder til vandet som Home skriver i deres salgsopstilling 😀

Huset er SOLGT – var til salg hos Home Nexø – v. Per Kofoed

Alle foto er, hvis andet ikke er anført fra ovennævnte mægler – tak for lån 😀

annonce

Se husets placering på Google Maps:

Del gerne...