BYHUSET ER ET SJÆLDENT OG EFTERTRAGTET DYR, DER FINDES DYBT INDE I STORBYJUNGLEN – LANGT FRA FORSTADSSLETTENS HORDER AF MODERNE PARCELHUSE….
Byhuset som enfamiliebolig er en sjældenhed i den centrale by, der oftest domineres af flerfamiliehuse i form af karrébebyggelser, række- punkt- og højhuse. Men på Bentzonsvej 6B finder man dette byhus på Frederiksberg, og det er altså lidt af en kuriositet… Det er opført i 1904 ikke som bolig, men som værksted med stald i underetagen. Det er dog efterhånden mange år siden, at heste var en naturlig del af det indre København, og ejendommen har da også været anvendt som bolig siden 1980’erne.
Ser man på originaltegningerne fra 1904, er det slående, hvor lidt dette byhus på Frederiksberg har forandret sig i sit ydre udtryk over de sidste 100 år. En dør er blændet nederst til venstre og en ny er etableret på 1. sal. Men ellers er huset genkendeligt. Hestestalden i stueetagen er i dag omdannet til køkken, mens 1. sal der tidligere husede et værksted nu er omdannet til stue. Og så er tagetagen omdannet til soveværelse – men kranen der tidligere blev anvendt til at løfte tunge ting ‘op på loftet’, sidder fortsat over døråbningen.
Husets arkitektur er simpel, eller enkel om man vil. Nærmest klassicistisk i sit udtryk. Et rationelt udtryk der ligger godt i tråd med husets oprindelige funktion som værksted. Stemningen er da også næsten industriel…. men med romantiske undertoner. Læg bl.a. mærke til de patinerede gule teglstensfacader med stik over vinduerne. Ikke noget med en ‘hurtig’ betonoverligger… Det var kvalitetshåndværk.
Husets enkle arkitektur gør, at det er robust i forhold til anvendelse og indretning. Vinduerne sidder i et homogent grid og planen er rektangulær uden umotiverede vinkler og knopskydninger. Det er måske mest husets smukke industriromantik, der sætter rammerne for de æstetiske udfoldelser i huset.
Det gamle værkstedsloft har fået ovenlys og hems. Rummet er helt åbent uden underdelinger, hvilket ligger godt i tråd med den type rum de fleste nok forbinder med tidligere værksteds- og industrirum – og så selvfølgelig loftshøjden…. Det er bl.a. det, der er så fascinerende ved de smukkeste New York Lofts, som godt kunne være referencen for stemningen i dette byhus på Frederiksberg.
Stuen på 1. sal har mange af de samme kvaliteter – Et stort ubrudt rum med god loftshøjde. De mange høje vinduer og de hvidmalede vægge giver oceaner af lys til rummet. Ideelt for enhver (kunst)håndværker… huset har faktisk været anvendt til netop dette formål i en periode i 1980’erne.
Udsigten fra stuen er ultraurban. Ideel for en hipsterlivsstil hvor man skiller sig ud i sit boligvalg og ‘ser’ på alle de andre almindelige mennesker, der bor i lejligheder….. Byhuset er som sagt et sjældent og eftertragtet boligdyr…
Køkkenet er det første man møder, når man træder ind i husets stueetage, og det betyder omvendt, at der er næsten direkte udgang fra køkkenet til den lille have foran huset. Køkkenet er den sociale bufferzone i huset: ind- og udslusning i hjemmet foregår gennem dette vigtige rum, hvilket betyder at køkkenet i dette hus er stedet, hvor man mødes.
Huset ligger frit ind midt i en karré på Frederiksberg og har dermed sin ‘egen’ store indhegnede gårdhave. Samtidig hermed er der ikke langt til Frederiksbergs øvrige attraktioner.
Planskitse af byhusets i alt 3,5 niveauer… Hemsen udgør det øverste halve niveau… 😀 Husets samlede areal er 99m2.
Huset er SOLGT – var til salg hos:
Oliver Rannje / Nybolig Jesper Hufeldt – Frederiksberg.
Alle foto i indlægget er hvis andet ikke fremgår fra ovennævnte mægler. Tak for lån 😀
annonceSe hvor byhuset ligger på Google Maps: