Bæredygtighed…

Bæredygtighed…

Bæredygtighed… 1920 1280 Vildmedhuse.dk
Bindingsværkshus syd for Aarhus, moderniseret bindingsværk, stråtækthus

DE SENESTE 10 ÅR ER 10.000 PARCELHUSE I DANMARK BLEVET REVET NED FOR AT BYGGE NYT. HUSENE ERSTATTES AF NYE, MODERNE OG ENERGIOPTIMEREDE HUSE. DET LYDER JO UMIDDELBART FORNUFTIGT – MEN ER DET NU OGSÅ DET SET FRA ET BÆREDYGTIGHEDSPERSPEKTIV?

Problemstillingen om bæredygtighed er blevet rejst i en artikel i Jyllandsposten d. 3. september 2020, hvor man bl.a. kan læse, at nedrivningstendensen er opadgående. Altså at der rives flere og flere ofte velfungerende huse ned for at bygge nye moderne lavenergihuse.

Vi lader lige diskussionen hænge lidt her, mens vi glæder os over, at dette smukke bindingsværkshus ikke er røget i den bølge. Huset ligger på landet lidt uden for den lille landsby Fensten syd for Aarhus. Det er oprindeligt fra 1825, men har gennemgået en omfattende renovering siden 1992.

Bindingsværkshus syd for Aarhus, moderniseret bindingsværk, stråtækthus

Huset er et klassisk øst/vest-vendt hvidkalket længehus med stråtag. Smukt vedligeholdt og med en stor have. Huset fremstår i sit ydre stort set, som det formentlig har gjort alle år. Under ‘overfladen’ er der dog sket en del opdateringer – f.eks. er der installeret jordvarmeanlæg, efterisoleret og etableret køkken-alrum. Husets badeværelse er helt klart heller ikke det oprindelige fra 1825…. 😀 Der er i husets historiske rammer altså skabt rum for et komfortabelt moderne liv; men med respekt for de arkitektoniske kvaliteter der findes i denne type hus.

Bindingsværkshus syd for Aarhus, moderniseret bindingsværk, stråtækthus med lyst køkken alrum
Hvidmalet paneler i bindingsværkhus
Stue i bindingsværkshus med hvidmalet gulv

Køkken-alrummet, fordelingsgangen og stuen er store og lyse rum. Og det samme gælder for de værelser, der er etableret på loftet under stråtaget. Ikke noget med små fugtige og mørke almuefarvede rum som nogen måske forbinder med bindingsværkshuse. Rummenes renhed har jo næstens associationer til funktionalistiske interiører eller også er det bare Scandinavian Cool 😀

Hvidt soveværelse på loftet, bindingsværkshus

Jeg synes, at den moderne omfortolkning af husets rum er utrolig vellykket og et godt bevis på, at bindingsværkshuset egentlig er ret robust i sin arkitektur. Man kan læse mere om danske bindingsværkshuse i Center for Bygningsbevarings hæfte om emnet HER. Bemærk at centret lægger vægt på, at bindingsværkshuset faktisk var et åbent modulsystem, der let lod sig udbygge og forandre. Ikke et ‘låst værk’. Det ligger jo godt i tråd med den renovering dette hus har undergået.

Hyggelig krog under trapper, hus med sjæl

Man får altså i dette gamle hus en blanding af netop det nye og det gamle. Historien, sjælen og kulturen sammen med jordvarmen og køkken-alrummet. Herudover findes der to spændende nyere anneksbygninger på grunden. (Læs i øvrigt mit indlæg Husets sjæl.)

anneks med sortmalet træfacade
anneks med hvidmalede panelvægge og ovenlys

Det ene anneks, et sortmalet træhus, ligger i haven syd for hovedhuset. Det er selvfølgelig isoleret. Har varmepumpe og ovenlys. Topmoderne – og så er det kanonhyggeligt. Hvis man har bare en snert af kreativitet i kroppen, tror jeg, at sådan et rum rykker i én.

anneks i sortmalet træ med store vinduer
højloftet anneks med værksted og brændeovn
grovkøkken i anneks

Husets andet anneks ligger på husets nordside og er lidt mere råt og moderne i sit udtryk. Stadig sortmalet træbeklædning på facaden, men også med store moderne gulv til loft-vinduer. Her findes et værksted, et grovkøkken og bad; samt en brændeovn. Huset er selvfølgelig også isoleret og kan derfor anvendes til et hav af aktiviteter året rundt.

bondehus idyl, bindingsværk

Der er noget smukt i, at husets beboere har undgået at overbelaste det gamle længehus med funktioner. I stedet har de udnyttet den plads, der findes omkring hovedhuset på den 7.510 m2 store grund til, at skabe rum for den livsstil de ønsker. Og her er det altså en frodig smuk have og de to annekser, der er prioriteret plads til.

moderne liv i bindingsværk, terrasse med sjæl

Jooooeee – kunne man så indvende her for nu at vende tilbage til den indledende problematik omkring bæredygtighed – hvorfor pokker ikke bare rive det gamle hus ned og bygge et nyt større og mere energieffektivt, der kunne rumme alle funktioner? Det er da mere bæredygtigt? Nej, det ville faktisk være tvivlsomt i følge Lars Køhler, arkitekt ved Rådet for Grøn Omstilling. Vi har længe haft fokus på at energioptimere vores boliger, og det giver en besparelse på udledningen af Co2 fra driften. Men nye undersøgelser viser, at langt den største Co2 udledning faktisk stammer fra opførelsen og dermed ligger indlejret i den eksisterende boligmasse:

Vores forståelse for byggeriets samlede klimapåvirkning har gennem de senere år ændret sig, og det står nu klart for os alle, at en ændret tilgang til klimavenligt byggeri er nødvendig. Nye bygningers driftsenergi har nemlig vist sig, kun at være en mindre del af bygningernes samlede klimapåvirkning i deres levetid. Faktisk kommer bygningernes største udledning fra den indlejrede CO2. Dvs. fra den udledning der sker ved udvinding af ressourcer, produktion af materialer, transport og opførelse af bygningerne. Nye beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) og Aalborg Universitet (AAU), har for nylig konstateret, at helt op til ca. 85% af bygningernes samlede klimapåvirkning kan ligge i den indlejrede CO2. Og internationale tal fra UNEP fra 2018 har slået fast, at hele 11% af verdens samlede udledninger stammer fra byggeriets materialer. Altså fra den indlejrede CO2.

Citatet stammer fra artiklen Transformation og adaptiv arkitektur – et nødvendigt grønt paradigmeskifte, skrevet af Lars Køhler. Du kan læse hele artiklen HER.

smuk indgangsdør i bindingsværk

Så uanset at huset her er gammelt, og på trods af efterisolering ‘kun’ kan placeres i energiklasse C, burde det ikke give mening at erstatte det med et nyt lavenergi hus set fra et bæredygtighedsperspektiv – ifølge Rådet for grøn omstilling og Lars Køhler. Dette besvarer også den indledende debat i indlægget med et – nej. Det er muligt, at man over årene kan tjene investeringen i et nyt hus ind i sparet energiudgifter, men det bliver så uden, at man kan tillade sig at pudse miljøglorien, som man ellers kunne tro.

Østjysk idyl. bindingsværk med stråtag

Huset her i Fensten er efter min mening et rigtig smukt eksempel på, at man ikke altid skal kaste håndklædet i ringen og ‘bare rive ned og bygge nyt’. Der er mange huse også fra andre perioder som f.eks. 1960’erne og 70’erne, der er modulære og egentlig anonyme i deres arkitektur, og som derfor sagtens kan renoveres og tilpasses en nutidig livsstil. Det er robust arkitektur, der lader sig transformere til nyt uden, at man behøver bygge nyt.

entré i gammelt hus, hvidmalede træpaneler i entré
arkitekttegning, planskitse, håndtegnet plan,

Planskitse af husets to etager. Boligarealet er på 138m2. Hertil kommer så de to annekser på henholdsvis 15 og 65 m2. Se flere oplysninger på BBR HER

Huset er SOLGT – var til salg hos Home Odder

Alle foto i indlægget er fra ovennævnte mægler – tak for lån 😀

Se husets placering på Google Maps:

Del gerne...